Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/07/2026 - 20:45

32-årig svensk mand afgået ved døden efter vold til fodboldarrangement

En 31-årig mand er varetægtsfængslet i voldssagen, hvor en 32-årig svensk mand nu er erklæret død.

Af: /ritzau/

Den 32-årige svenske mand, der blev udsat for vold under et fodboldarrangement på Islands Brygge i København tirsdag, er afgået ved døden på Rigshospitalet i København.

Det oplyser Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update lørdag aften.

En 31-årig mand er varetægtsfængslet i sagen, og der pågår stadig efterforskning, oplyser Københavns Politi.

En dommer afgjorde fredag, at den mistænkte skal sidde varetægtsfængslet i 26 dage sigtet for vold.

Ritzau vil kontakte Københavns Politi for at høre, om sigtelsen bliver ændret, efter at offeret er afgået ved døden.

Efter hændelsen skete tirsdag, har der været uklarhed om offerets tilstand.

Svenske medier og svensk politi, hvor manden var ansat, omtalte offeret som afdød.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, udtrykte fredag sin medfølelse med familien til den 32-årige mand, der var på ferie i Danmark.

Københavns Politi italesætter i opslaget meddelelsestjenesten Politi Update lørdag aften uklarheden om offerets tilstand.

- Det blev tidligere fra Københavns Politi oplyst, at forurettede var erklæret hjernedød midt på ugen, hvilket ikke var tilfældet. Han blev erklæret hjernedød af lægerne fredag eftermiddag. Københavns Politi beklager de misforståelser, det måtte have medført, skriver Københavns Politi lørdag aften.

Offeret er beskyttet af et navneforbud, der gør det strafbart at dele oplysninger, der vil kunne identificere ham.

Den sigtede er ligeledes beskyttet af navneforbud.

RITZAU

TjekDet - faktatjek