Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/07/2026 - 16:22

Der er uklarhed om offers tilstand efter vold ved VM-arrangement

En 32-årig svensk mand, der er ansat i politiet, blev offer for vold ved et VM-arrangement i København.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fredag eftermiddag er der forskellige meldinger om tilstanden på en 32-årig svensk mand, der blev udsat for vold ved et VM-arrangement på Islands Brygge i København.

Manden er ansat i svensk politi, og det svenske politiforbunds forperson siger i en kommentar, at hendes kollega er "gået bort". Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, har i en skriftlig udtalelse udtrykt sin medfølelse med familien til den 32-årige, der var på ferie i Danmark.

- Mange af os er blevet berørt af den forfærdelige nyhed om, at en svensk politibetjent på ferie i Danmark er død i København. Mine tanker er hos familien og alle de pårørende, som har mistet en elsket, siger Kristersson i en skriftlig kommentar til TT.

Under et grundlovsforhør fredag har anklageren i sagen dog ifølge B.T. læst op, at offeret ikke er erklæret død, men at han har livstruende skader.

I Københavns Politi ønsker man lidt efter klokken 15 ikke over for Ritzau at udtale sig om mandens tilstand.

En 31-årig mand er sigtet for vold i sagen. Han er fredag blevet varetægtsfængslet i 26 dage.

Det skriver flere medier, herunder TV 2 og B.T., som har været til stede ved grundlovsforhøret.

Ifølge sigtelsen afgav den 31-årige mand et hårdt knytnæveslag på offerets hals ved storskærmsarrangementet tirsdag aften. Det skriver TV 2.

Den 31-årige meldte sig selv til politiet, efter at politiet havde udsendt et billede af ham med en opfordring til at melde sig.

Manden nægter sig skyldig i vold. Han ønskede ikke at udtale sig under retsmødet fredag.

En video fra den aften, hvor hændelsen skete, blev afspillet i retten for midlertidigt lukkede døre. Grundet de lukkede døre kender offentligheden ikke videoens indhold.

Dommeren har ud fra videoen vurderet, at der er en særligt bestyrket mistanke om, at den sigtede er skyldig. Derfor blev han varetægtsfængslet frem til 29. juli.

Både den sigtede og forurettede i sagen er beskyttet af et navneforbud. Det betyder, at det er strafbart at dele oplysninger, der vil kunne identificere dem.

RITZAU

TjekDet - faktatjek