Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/06/2025 - 16:43

17-årig dreng idømmes fængsel for overfald og telefonrøveri

17-årig dreng siger, at ubetalt busbøde ligger til grund for overfald på en kvindelig løber tidligere på året.

Af: /ritzau/

Under en løbetur i februar blev en 48-årig kvinde pludselig overfaldet på Kystagerstien i Hvidovre sent om eftermiddagen.

Kvinden fik uden videre taget halsgreb på sig bagfra, hvorefter både hun og gerningsmanden snublede og landede i det høje græs langs parkstien.

Det lykkedes efterfølgende kvinden at vriste sig fri, og gerningsmanden stak af fra stedet.

Nu er en 17-årig dreng blevet dømt i sagen.

Han er fredag blevet kendt skyldig i røveri, men frifindes for forsøg på voldtægt.

I retten forklarer han, at han hverken forsøgte eller havde til hensigt at voldtage kvinden, men at han ville stjæle hendes telefon for at sælge den, så han kunne betale en busbøde.

Han erkender at have begået overfaldet, men nægter, at hensigten var at forgribe sig på hende.

Han siger, at han var så presset over bøden, at han følte sig nødsaget til at begå en kriminel handling for at skaffe penge til at betale den tilbage.

Den 1. februar gik den 17-årige dreng fra Åmarken Station til Kystagerstien med hensigten at stjæle en forbipasserendes telefon, inden han skulle møde på arbejde klokken 17 samme dag.

Her ventede han i en busk i fem til ti minutter, indtil en kvinde med trådløse høretelefoner passerede.

- Jeg tænkte, hun nok havde en telefon med, når hun havde høretelefoner i. Jeg havde ikke tid til at stå og vente der længe, fordi jeg også skulle nå på arbejde til tiden.

- Jeg indhentede hende bagfra, fordi jeg håbede, jeg måske bare kunne tage telefonen ud af hendes lomme, så hun ikke kunne se, hvem det var. Den var ikke i hendes lomme, og derfor greb jeg fat om halsen på hende, forklarer han.

Han fortæller, at han gik i panik, fordi hun gjorde modstand og snublede, så de begge landede på græsset ved siden af stien. Han landede med overkroppen oven på hende, mens han stadig havde fat om hendes hals.

- Da hun sagde, hun ikke kunne få luft, slap jeg med det samme og løb, siger han.

Den 17-åriges DNA blev fundet på kvindens bukser, og data fra hendes Garmin-ur bekræfter, at hun havde befundet sig på græsset langs stien.

Ifølge anklagemyndigheden var den 17-åriges forklaring så bemærkelsesværdig, at den virkede usandsynlig.

Desuden argumenterede anklageren også med, at han havde ændret forklaring fra grundlovsforhøret til fredagens retsmøde.

Han havde først nægtet sig skyldig i begge anklager mod ham, men i retten erkendte han at have begået røveriet.

Retten tillagde den 48-årige kvindes forklaring, der foregik bag lukkede døre, stor betydning.

Retten gjorde forbrydelsens alvor klar for den 17-årige og pointerede de psykiske mén, handlingen har påført kvinden. Den sagde også, at der ikke var tilstrækkelige beviser for at kunne kende ham skyldig i forsøg på voldtægt.

- Jeg ved, jeg har begået en stor fejl. Det kan jeg ikke ændre på. De fleste på 17 begår fejl, og jeg ved, det her er en meget stor en, var hans sidste ord i retten.

Han accepterede dommen.

/ritzau/

London, 29/06/2025 - 03:54

Kunstnere fordømmer Israel på scenen til Glastonbury Festival

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Israels ambassade i Storbritannien siger, at den er foruroliget over den retorik, der har lydt på Glastonbury.

Den irske rapgruppe Kneecap har på den engelske musikfestival Glastonbury lørdag fået publikum til at synge "Fuck Keir Starmer" og fordømme Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at den britiske premierminister, Keir Starmer, sagde, at gruppens planlagte optræden ikke var passende.

Politikere og chefer i musikindustrien har opfordret festivalens arrangører til at droppe rapgruppens optræden, efter at medlemmet Liam O'Hanna, som er kendt under kunstnernavnet Mo Chara, i sidste måned blev tiltalt for terrorisme.

Ifølge anklagerne har han under en koncert fremvist et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.

O'Hanna har selv nægtet sig skyldig.

- Premierministeren for jeres land, ikke for mig, siger, at han ikke vil have os til at spille, så fuck Keir Starmer, lød det lørdag fra rapperen.

Mindst 30.000 personer - de fleste med palæstinensiske flag - var dukket op for at se koncerten, hvilket fik arrangørerne til at afspærre området.

Mo Chara sagde under koncerten også, at retssagen er stressende for ham, men at det er ingenting sammenlignet med det, palæstinensere gennemlever hver eneste dag.

Senere anklagede han Israel for at begå krigsforbrydelser.

Den israelske ambassade i Storbritannien har udtalt, at den er "dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival".

Tidligere på måneden sagde Starmer til avisen The Sun, at det ikke var passende, at Kneecap skulle optræde.

Inden Kneecaps optræden var punkduoen Bob Vylan på scenen, hvor der også blev råbt propalæstinensiske og antiisraelske sange, skriver Reuters.

Ifølge det britiske medie BBC fik rapper Bobby Vylan her publikum til at synge "Befri, befri Palæstina" og "død, død over IDF (Israels militær, red.)."

BBC skriver, at britisk politi nu gennemser videoer, hvor udtalelserne høres fremsat, for at fastslå om der er blevet begået lovovertrædelser.

/ritzau/

Læs Mere >>

Venedig, 28/06/2025 - 22:18

Demonstranter går på gaden i Venedig for at protestere mod Bezos

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Venedig har dannet ramme om milliardæren Jeff Bezos' bryllup. Han kaldes blandt andet for hykler.

Lokale og aktivister har lørdag været på gaden i den italienske by Venedig for at vise deres store utilfredshed med milliardæren Jeff Bezos, som i disse dage er i byen i anledning af sit meget omtalte bryllup.

Ifølge Reuters deltog omkring 1000 mennesker i lørdagens protest, hvor de samlede sig foran en togstation, inden de gik mod en af Venedigs berømte broer - Rialtobroen.

Jeff Bezos og Lauren Sanchez ankom til byen tidligere på ugen, og fredag blev de gift ved en ceremoni på øen San Giorgio. Lørdag finder brylluppets sidste fest så sted.

Ifølge en embedsmand fra Venedigs rådhus havde bryllupsceremonien fredag ingen juridisk betydning, hvilket tyder på, at parret - formentlig for at undgå bureaukrati - blev viet i USA forud for festlighederne i Italien.

Prisen for den tre dage lange bryllupsfejring anslås at løbe op i 50 millioner doller - svarende til 318 millioner kroner.

Under lørdagens protest blev en del af Rialtobroen dækket af et banner med ordene "No Space For Bezos!". Også skilte, hvor der for eksempel stod "Kisses yes, Bezos no" og "People Before Profit", blev brugt.

Den 24-årige universitetsstuderende Alice Bazzoli mener, at Jeff Bezos er en "hykler", fordi han har doneret tre millioner euro - omkring 22,3 millioner kroner - til Venedig, samtidig med, at han oversvømmer dets skrøbelige økosystem med forurenende private fly og yachter.

- Jeg ville elske, hvis Venedig var skræddersyet til indbyggerne, ikke til turister, med boliger, der er til at betale, har Bazzoli sagt til Reuters.

Inden lørdagens protest talte nyhedsbureauet også med den 28-årige studerende Giulia Cacopardo:

- Bezos er indbegrebet af den mest absolutte rigdom, der opnås ved at udnytte alt omkring dig, sagde Cacopardo om multimilliardæren, der er blandt de rigeste i verden.

På gæstelisten til brylluppet er flere verdensnavne.

Det gælder blandt andre Microsoft-grundlægger Bill Gates, skuespillerne Leonardo DiCaprio og Orlando Bloom, tv-personlighederne Oprah Winfrey og Kim Kardashian.

Det meget omtalte bryllup er lokalt ikke kun blev mødt med kritik.

For eksempel forstår Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, ikke utilfredsheden.

- De, der protesterer, går imod Venedigs historie, som er en historie med relationer, kontakt og forretninger.

- Bezos omfavner den venetianske mentalitet, han er mere venetiansk end demonstranterne, har Brugnaro tidligere sagt til Reuters.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/06/2025 - 10:00

FAKTA: Drilske belægningssten

* Skal du have lagt nye belægningssten, er det vigtigt, at de anlægges på en måde, hvor vandet føres væk fra huset og ikke ind mod huset.

* Især ved nybyggede huse anlægges der mange belægningssten. Det kan være i forbindelse med carporten og gangstier rundt om huset eller hen til et skur. 

* Disse sten skal lægges i den rigtige højde i forhold til husets døre, og de skal samtidig have en hældning, der leder vandet væk. 

Kilde: Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/06/2025 - 10:00

Rens husets nedløbsbrønde inden skybruddet rammer

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Som husejer er det en god idé at tjekke huset godt igennem, så du er beredt på sommerens voldsomme regnskyl.

Sommer er sæson for skybrud, og det kalder på et gennemsyn af huset, så det er i stand til at modstå vandmasserne.

Det siger Tine Sode, der er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Sørg for, at tagrenderne er rensede, og tjek, om tagnedløbsbrøndene er intakte og rensede. Der kan ligge mudder og andet skidt, som forhindrer vandet i komme videre, og derfor risikerer det at løbe over, når der kommer skybrud, fortæller hun.

Du kan sagtens selv rense tagnedløbsbrøndene. Husk dog handskerne, da det ofte er en ret klam bunke slam, der samler sig dernede, påpeger Tine Sode.

Herfra kan du bevæge dig videre til eventuelle kældervinduer og kælderskakter. Tjek, om det ser okay ud, eller om der er revner, hvor vandet kan trænge ind.

Er kælderen udstyret med en drænpumpe eller en grundvandspumpe, er det en god idé at sikre, at pumpen rent faktisk fungerer.

Sådan lyder rådet fra Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige og til daglig vurderer skader på boliger.

- Pumpen skal være funktionsdygtig, og der skal ikke være fyldt med snav i et eventuelt tilsluttet dræn, siger han.

Har huset tagterrasse eller et fladt tag, er det vigtigt at være ekstra obs på det, understreger Morten Svarre Langner.

- Balkoner og tagterrasser har ofte en form for belægning. Det kan være træbrædder. Hvis man ikke får tjekket og renset afløbet, der er under brædderne, opstår der hurtigt oversvømmelse og vandskader, siger han og påpeger, at sådan en vandskade tit bliver mere alvorlig, fordi vandet løber direkte fra tag eller terrasse og ind i huset.

Morten Svarre Langner opfordrer i øvrigt til, at du kigger dine forsikringer efter i sømmene, så du har fuldstændig styr på, hvordan du er dækket, hvis himlen åbner sig, og kælderen eller andre dele af huset pludselig står under vand.

- Nogle selskaber kan have formuleret betingelserne sådan, at dækningen både på hus- og indboforsikringen er begrænset, når årsagen er skybrud, ligesom der kan være indsat en klausul i forsikringspolicen, hvis der gentagne gange er sket skader i forbindelse med skybrud, og det kan betyde begrænset dækning, siger han.

Helt generelt har mængden af regn betydning for, om du er dækket, hvis regnen forårsager vandskade i din bolig.

Ifølge tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension nåede antallet af skybrudsskader i 2024 op på 15.378 for hele landet. Det var det næsthøjeste niveau i ti år - kun overgået af 2023, hvor der blev anmeldt 23.308 skader efter skybrud.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek