Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/04/2026 - 20:25

Professor: Orbán kan løbe med sejren trods lunkne målinger før valg

Ifølge flere uafhængige meningsmålinger står Orbán til at tabe søndagens ungarske valg til oppositionsparti.

Lisi Niesner/Reuters

Af: /ritzau/

Smædekampagner mod oppositionspolitikere og russisk indblanding er blot nogle af årsagerne til, at det er svært at forestille sig, at andre end Ungarns nuværende premierminister, Viktor Orbán, vinder søndagens valg.

Sådan lyder vurderingen fra Marlene Wind, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og længe har beskæftiget sig med Ungarn.

- Hvis du har ændret valgkredsene, du har kontrol over 80 procent af alle medierne, hvis du har alle pengene og alle ressourcerne, og hvis du laver smædekampagner og ovenikøbet får hjælp af Rusland og USA på samme tid, kan jeg ikke se, hvordan man på nogen måde kan vinde over det, siger hun.

Marlene Wind henviser blandt andet til valgdistrikterne, som under Orbáns mangeårige ledelse er blevet ændret og udformet på en måde, så de tilgodeser hans parti, Fidesz.

Hendes forudsigelse kommer dagen før valget, der afholdes søndag 12. april, og til trods for, at meningsmålingerne netop nu ikke ser for gode ud for premierministeren.

Oppositionspartiet Tisza, som er ledet af Péter Magyar, står ifølge flere uafhængige meningsmålinger nemlig ud til at være støttet af flest vælgere.

Orbáns regeringsparti, Fidesz, ser ud til at blive valgets nummer to efter Tisza.

En måling i avisen Nepszava viser, at blandt de vælgere, der har besluttet sig for, hvem de vil stemme på, siger 52 procent, at de vil stemme på Tisza, mens 39 procent foretrækker Orbán og Fidesz.

Hvis man ser på samtlige vælgere - også de omkring 25 procent, der endnu ikke har besluttet sig - står Tisza ifølge en af de seneste målinger til at få 38 procent af stemmerne, mens Fidesz står til 29 procent.

Målingerne er kommet, efter at der i tiden op til valget har været byger af beskyldninger og modbeskyldninger mellem de to lejre.

Den ungarske efterretningstjeneste er blevet beskyldt for at forsøge at sabotere Tisza, lækkede telefonsamtaler har sået tvivl om udenrigsministerens tætte forbindelser med Moskva, og Orbán har intensiveret sin retorik mod Ukraine.

Beskyldninger om russisk indblanding og massekøb af stemmer er også dukket op, siger Marlene Wind.

Og skulle det ske, at oppositionen får flest stemmer, så er det stadig ikke en garanti for, at der sker en udskiftning i magten, vurderer professoren.

- Vi ved, hvor afgørende det er for ikke bare Orbán selv, mens også for blandt andet Rusland og USA, at han vinder, så der er rigtig mange, der har opmærksomhed på spørgsmålet om, hvorvidt der vil være et resultat, som man faktisk kan stole på, siger Marlene Wind.

Vinder oppositionen, går tvivlen på, om Orbán overhovedet vil acceptere resultatet, fortæller Marlene Wind.

- Man frygter, at det går helt galt, hvis Orbán taber. Man frygter, at han vil benægte resultatet eller finde nogle stemmer et sted.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek