København, 01/09/2025 - 12:28
Forsvarer afviser at Sass Larsen skal straffes for overgrebsmateriale
Sass Larsen havde tusindvis af filer med seksuelt materiale med børn, men han bør frifindes, mener forsvarer.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Man retsforfølger ikke en kirurg, der skærer i en patient med en kniv.
Heller ikke en forsvarsadvokat eller en anklager, som er i besiddelse af seksuelt materiale med børn, straffes, fordi de har det til en retssag.
Eksemplerne kommer advokat Berit Ernst med, da hun mandag i Københavns Byret taler for frifindelse eller strafbortfald til den tidligere minister Henrik Sass Larsen.
Han er tiltalt for besiddelse af seksuelt materiale med børn, men hævder, at han har kigget på det som led i en efterforskning, hvor han har forsøgt at finde sig selv.
Derfor er der ifølge forsvareren tale om såkaldt materiel atypicitet, hvor der er tale om en situation, som lovgiver ikke havde tiltænkt at straffe.
- Det er uden tvivl ulovligt at besidde overgrebsmateriale.
- Alligevel er min påstand, at der skal ske frifindelse eller være strafbortfald, siger Berit Ernst.
Henrik Sass Larsen, der i sagen er tiltalt for besiddelse af i alt flere end 8000 billeder og videoer, fik ordet på første retsmøde 21. august.
Her forklarede han, at han i 2018 modtog en mail med et link til en video. Den viste ifølge Sass ham selv som barn blive voldtaget af en mand. Siden fik han et nyt link med et andet overgreb.
Og så satte han sig for at indlede sin egen efterforskning og lede efter sig selv i materiale på nettet.
Berit Ernst medgiver, at Henrik Sass Larsens fremgangsmåde ikke har været hensigtsmæssig.
- Har det været et desperat og uigennemtænkt forsøg af en mand på at komme ud af det helvede, han har været i?
- Ja, siger Berit Ernst.
Hun henviser i retten til andre sager, hvor der er sket frifindelse på grund af situationen.
Blandt andet blev en fodboldspiller dømt for vold i byretten, men frifundet i landsretten, fordi et slag i maveregionen og et spark mod en modspiller skete umiddelbart efter en højintens seance i en fodboldkamp.
I en anden sag blev en mand frifundet for drab, men dømt for uagtsomt manddrab, efter at en kvinde blev kvalt med en ledning under en sexleg.
I sagen er Henrik Sass Larsen også tiltalt for besiddelse af en barnedukke med et seksuelt formål for øje. Dukken blev fundet hjemme hos ham under en ransagning.
Politiet fotograferede dukken, men tog den ikke med.
- Det er meget uheldigt, at vi ikke har adgang til denne her dukke, siger Berit Ernst, der ikke mener, at dukken havde et seksuelt formål.
Anklager Maria Cingari mener, at Henrik Sass Larsen bør idømmes mindst fire måneders fængsel. Det fortalte hun i sin procedure tidligere mandag.
Mens anklageren går efter en ubetinget straf, mener forsvareren, at den skal gøres betinget, så han ikke skal afsone, hvis han dømmes.
Dommen afsiges mandag klokken 13.
/ritzau/