Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 14/11/2023 - 10:58

Kong Charles fejrer sin 75-års fødselsdag med nyt madprojekt

Når kong Charles tirsdag aften skal fejres af familie og venner, bliver det uden hans yngste søn, prins Harry.

Pool/Reuters

Af: /ritzau/

Storbritanniens kong Charles kan tirsdag fejre sin 75-års fødselsdag. Han benytter lejligheden til at lancere et nyt program, der skal tackle fødevarefattigdom og skære ned på madspild.

Kongen, der har brugt mere end fem årtier som miljøforkæmper, vil tirsdag lancere initiativet "Coronation Food Project", hvis mission er at sørge for, at ingen briter sulter.

- Fødevaremangel er et problem, der er lige så ægte og presserende som madspild. Og hvis der kan findes en måde at bygge bro mellem dem, vil det adressere to problemer på én gang, skriver Charles ifølge Reuters i en artikel i magasinet Big Issue, der, i lighed med det danske Hus Forbi, oftest sælges af hjemløse.

- Det er mit store håb, at Coronation Food Project vil finde praktiske måder at gøre netop dette - at redde mere overflødig mad og distribuere det til dem, der har mest brug for det.

Sammen med dronning Camilla vil Charles på sin fødselsdag besøge et center, hvorfra overflødig mad distribueres. Han skal mødes med store britiske supermarkedskæder for at se, hvordan hans projekt kan hjælpe med at omfordele mad, der ellers ville være gået til spilde.

Mandag holdt kongen en fejring for andre personer og organisationer, der også bliver 75 år i år.

Tirsdag skal han også være vært for en begivenhed for sygeplejersker og jordemødre som en del af fejringen af, at det britiske sundhedsvæsen, NHS, også fylder 75 i år.

Om aftenen skal Charles fejres af familie og tætte venner. Dog vil hans søn prins Harry ikke deltage, skriver AFP.

En talsperson for Harry og hans hustru, Meghan, har afvist meldinger om, at de to har sagt nej til en invitation fra kongen.

Der har ifølge talspersonen "ikke være kontakt omkring en invitation til Hans Majestæts kommende fødselsdag".

Harry og Meghan stoppede med deres royale pligter i 2020 og flyttede til den amerikanske delstat Californien.

Siden har de i heftige vendinger kritiseret det britiske kongehus, og det har tilsyneladende gjort forholdet mellem Harry, hans far og hans storebror, kronprins William, besværligt.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek