Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/06/2024 - 08:00

Kurt Ravn: Ingen planer om pension

Kurt Ravn har formentlig spillet sin sidste musical. Men den 76-årige Sommerdahl-aktuelle skuespiller er bestemt ikke færdig foran kameraet.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Selv om TV 2 Charlie-krimien "Sommerdahl" er blevet solgt til over 40 lande, er det ikke som den lyssky fiskehandler Otto, at Kurt Ravn bliver genkendt mest.

Det er stadig - mere end 40 år efter - som kommunisten Lauritz Jensen, deraf tilnavnet Røde, i kultklassikeren "Matador".

- Folk ser det stadigvæk - og unge mennesker ser det også. Det er helt fantastisk! For dem er det ikke noget gammelt lort. Den holder stadig, siger Kurt Ravn og fortsætter:

- Den er rigtigt godt produceret. Det er godt lavet. Det er en god historie. Og så fortæller den jo også noget om Danmark - hvordan det var dengang, lyder det fra den 76-årige skuespiller.

- Jeg er vældig glad for at have været med i "Matador". Og så åbnede det også en masse døre inden for film, tv og teater at få en stor rolle.

Kurt Ravn blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1973 og kunne sidste år således markere guldjubilæum efter 50 år på de skrå brædder.

To gange er han blevet belønnet med en bodilstatuette. Den første modtog han i 1981 for sin birolle i filmatiseringen af Holberg-komedien "Jeppe på bjerget". Den anden pris fik han 30 år efter for dramaet "Smukke mennesker".

Selv fremhæver Kurt Ravn Østre Gasværks opsætning af musicalen "Les Misérables" i 1992 som en af sine mange milepæle.

Teatret på Østerbro i København dannede også rammen om hans seneste musicalrolle i "Urinetown", som netop har spillet sin sidste forestilling.

- Det tror jeg nok, måske bliver den sidste musical, jeg laver, fordi det er en hård disciplin.

Kurt Ravn er dog på ingen på vej på pension, understreger han.

Han er klar på flere roller foran kameraet. Det er som regel ikke lige så krævende, som det er at stå aften efter aften foran livepublikummer, når man laver teater og musicals.

- Jeg kan godt lide at filme. Det synes jeg, er skønt, siger han.

- Det er jo også nærmest en hobby, samtidig med at det er et arbejde. Derfor er det en glæde for mig, fordi jeg har det sjovt med det og godt kan lide det.

- Jeg kunne ikke forestille mig at holde op nu. Men selvfølgelig, hvis man pludselig en dag ikke kan huske sine replikker mere - det er jo sket for flere gennem tiden - så må man jo stoppe, så man ikke bliver et ringvrag. Men så længe jeg stadig har lyst og kan, og der er brug for mig, bliver jeg ved.

Det gælder også i førnævnte "Sommerdahl".

Netop nu kan Kurt Ravn ses i femte sæson af krimiserien i rollen som kynisk stofsmugler, som opererer forklædt som charmerende fiskehandler, der snor sig uden om politiet, glat som de ål, han sælger.

Kurt Ravn blev skrevet ind i tredje sæson af "Sommerdahl". Han blev tilbudt en mindre rolle, men den takkede han nej til. Hvis de skrev en skurkerolle, var han interesseret, indskød han. Og de gjorde de så.

- Det er et godt hold. Der er en god atmosfære, vi kender hinanden rigtig godt. Alt kører på skinner, lyder det fra Kurt Ravn.

"Sommerdahl" kan ses hver søndag på TV 2 Charlie og på TV 2 Play.

/ritzau/

København, 27/10/2025 - 15:44

Eske Willerslev: Jeg har aldrig lukket et filmhold så tæt ind på livet

En dokumentarfilm om Eske Willerslev og hans arbejde med at kortlægge arvemassen fra forhistoriske mennesker kommer både tæt på forskningen og mennesket bag.

Hvem er vi, og hvor kommer vi fra?

Det er nogle af de store spørgsmål, som DNA-forsker Eske Willerslev vil forsøge at finde svarene på med et internationalt hold af forskere i ryggen.

Et arbejde, som er blevet fulgt tæt af et kamerahold, og som har resulteret i dokumentarfilmen "Human Race", der har biografpremiere 30. oktober 2025.

Det skriver producenten Move Copenhagen i en pressemeddelelse.

Det er ikke blot den videnskabelige proces, der bliver fulgt.

Filmen kommer også tæt på den 54-årige DNA-forsker og skildrer ambitioner, tvivl og den pris, han må betale i sin søgen efter at forstå menneskets oprindelse, lyder det.

- Jeg har aldrig før lukket et filmhold så tæt ind på livet som med "Human Race", siger Eske Willerslev i pressemeddelelsen og fortsætter:

- De har fået lov til at filme både de gode stunder, og når det gør rigtig ondt.

Over en periode på fem år har instruktøren bag filmen, Simon Lec, fulgt Eske Willerslevs arbejde med at kortlægge arvemassen fra 5000 forhistoriske mennesker.

- Filmen handler om det dybt menneskelige i videnskaben. Bag tallene og resultaterne ligger en længsel efter at forstå, hvem vi er - ikke kun som art, men som individer, siger Simon Lec i pressemeddelelsen.

Eske Willerslev har som DNA-forsker, uddannet biolog og som professor ved Københavns Universitet formidlet sin viden gennem blandt andet foredrag, bøger og dokumentarfilm.

Han har udgivet bøgerne "Det er et fucking eventyr! Med DNA-forskeren på sporet af mennesket" og "Jagten på verdens ældste DNA", som også er lavet som en dokumentarfilm.

Derudover har han skrevet bogen "Historien om det hele: Fortællinger om magi og videnskab" sammen med forfatter Kristian Leth.

I 2024 modtog han Albert Einstein World Award of Science for sit arbejde inden for evolutionær genetik og DNA.

/ritzau/

Læs Mere >>

Odense, 27/10/2025 - 12:00

International hitmaskine indtager Tinderbox

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Den amerikanske rapstjerne Pitbull er præsenteret som det andet navn på plakaten til Tinderbox-festivalen 2026.

Den amerikanske rapper og sanger Pitbull indtager festivalen Tinderbox i Odense til juni.

Det bekræfter Tinderbox i en pressemeddelelse.

Pitbull har gennem tiden leveret numre som "Timber", "Give Me Everything" og "Fireball" til hitlisterne.

Hitmaskinen var senest i Danmark i juni 2025.

Her spillede han for en udsolgt Royal Arena i København som led i sin Party After Dark-turné.

Pitbull er opvokset i den amerikanske storby Miami i Florida som søn af cubanske forældre.

Han udgav i 2004 sit debutalbum "M.I.A.M.I.", mens hans seneste album udkom i 2023.

I løbet af sin karriere har Pitbull udgivet musik sammen med internationalt kendte kunstnere som Chris Brown, Ne-Yo og Enrique Iglesias.

44-årige Pitbull med det borgerlige navn Armando Christian Pérez modtog i 2016 en Grammy-pris for sit album "Dale".

I 2018 varmede han op for popstjernen Britney Spears til hendes koncert i Oslo.

På den odenseanske festival Tinderbox kommer han på plakaten sammen med blandt andet det danske fremadstormende band Aphaca, der som de første blev præsenteret som en del af næste års program.

Der er endnu ikke annonceret flere navne til 2026-udgaven af festivalen, der finder sted i Tusindårsskoven i Odense fra 25. til 27. juni.

Tinderbox har tidligere kunnet præsentere større internationale navne som en del af festivalens lineup.

I sommeren 2025 lagde den australske popstjerne Kylie Minogue vejen forbi.

Det samme gjorde den svenske sanger Zara Larsson i 2022.

Den amerikanske rapper og sanger Post Malone var præsenteret som et af navnene i 2020.

Koncerten blev dog annulleret, da festivalen det år blev aflyst på grund af coronapandemien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 14:46

Beskyt dig selv og andre mod vinterens væmmelige virus

Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Kulde og dalende temperaturer er vand på influenzaens mølle. Husk at tage dine forhåndsregler, når sæsonen for løbende næser begynder.

Efterårets temperaturskift giver influenzaen sit snit til at slå til.

Sæsoninfluenza rammer 5-15 procent af befolkningen fra december til marts ifølge Patienthåndbogen, som staten, regionerne og kommunerne står bag.

Men hvordan giver du dig selv de bedste forudsætninger for ikke at blive smittet, og hvordan kommer du bedst igennem, hvis du alligevel bliver ramt?

Sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen Karen Geismar oplyser i et skriftligt svar, at du ikke skal opfinde den dybe tallerken, da du nok er bekendt med anbefalingerne i forvejen.

Hun minder om at huske at vaske hænder ofte eller desinficere dem med sprit. Nys og host i ærmet, luft ud, og lav gennemtræk, gør rent på overflader - og ikke mindst bliv hjemme, hvis du føler, at noget er på vej.

Desuden foreslår hun, at du bliver vaccineret mod influenza og covid-19, hvis du er i en målgruppe, der er i forhøjet risiko for at blive smittet.

Det drejer sig især om ældre over 65 år og folk med kroniske sygdomme eller nedsat immunforsvar.

Hvis du bliver smittet, er det vigtigt at acceptere, at kroppen har brug for ro.

Ikke kun for din egen skyld, men også for alle andre, der risikerer at lide samme skæbne. Du skal derfor ikke møde op på arbejde med feber og stoppet næse.

Det fortæller Stine Fabricius, der er farmaceut og sundhedsfaglig konsulent hos Apotekerforeningen.

- Kroppen skal have ro og hvile, når den er syg. Så nytter det ikke noget at tro, at du kan fungere som normalt. Så bliv hjemme, når du er syg. Så undgår du også at udsætte andre for smittefare, siger hun og fortsætter:

- Sørg for at få nok at drikke, så du ikke dehydrerer, især hvis du har høj feber. Og husk at få sovet. Søvn er utrolig vigtigt, når kroppen skal restituere, og risikoen for at blive smittet er højere, hvis du er i søvnunderskud.

Fordi influenza er en virus, kan den ikke behandles med antibiotika, og det er begrænset, hvad der kan gøres, når du er gået ned med feber, ømme muskler og led og dundrende hovedpine.

- Et stærkt immunforsvar hjælper både til at mindske risikoen for at blive smittet og bekæmpe sygdommen, hvis du bliver ramt. Du kan styrke dit immunforsvar gennem sund og varieret kost samt nok søvn.

- Der findes ingen genveje gennem influenza, men du kan gøre forløbet lettere og undgå at smitte andre, hvis du passer på dig selv, bliver hjemme og giver kroppen ro og tid til at bekæmpe infektionen, siger Stine Fabricius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/10/2025 - 14:45

FAKTA: Værd at vide om sæsoninfluenza

* Hvert år smittes mellem 5 og 15 procent af danskerne af sæsoninfluenza i løbet af vinteren.

* Symptomer er høj feber, kulderystelser, hovedpine, manglende appetit, muskel- og ledsmerter samt tør hoste. Ofte efterfulgt af uger med træthed.

* Influenza smitter via dråber fra hoste og nys samt via hænder og berøring af overflader. Man kan smitte andre fra et døgn før symptomerne og op til seks dage efter.

* Antibiotika virker ikke mod influenza. Vejen til at blive rask er hvile, væske og at lade kroppen komme sig. Antiviral behandling bruges typisk kun til risikopatienter.

* Du kan forebygge influenza gennem god håndhygiejne, at hoste i ærmet, lufte ud og blive hjemme, hvis du er syg.

* Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination til alle over 65 år, gravide i 2.-3. trimester, samt personer med kroniske sygdomme og/eller nedsat immunforsvar.

Kilder: Statens Serum Institut og sundhed.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek