Hobro, 30/05/2026 - 17:00
Etageejendom brænder i Hobro - borgere bør lukke døre og vinduer
Politiet advarer borgere, da der kan være asbest i en tagkonstruktion i en ejendom, der brænder i Hobro.
Af: /ritzau/
Der er lørdag udbrudt brand i en etageejendom på Skibsgade i Hobro.
Nordjyllands Politi og beredskab arbejder på stedet og opfordrer borgere i området til at lukke vinduer og døre.
Det skriver politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.
Politiet beder samtidig andre om at holde sig væk fra området. Det skyldes, at der kan være asbest i tagkonstruktionen på den ejendom, der er i brand.
Til TV 2 oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen, at ingen mennesker er i fare.
/ritzau/




