Ishøj, 20/01/2026 - 10:26
Mand får betinget dom og bøde for import af 350.000 liter øl
Der var tale om systematisk afgiftsunddragelse, da en mand importerede 350.000 liter øl over fireårig periode.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 46-årig mand fra Ishøj er blevet idømt et års betinget fængsel og en bøde på 550.000 kroner for grov, systematisk afgiftsunddragelse i forbindelse med at have importeret mere end 350.000 liter øl.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau tirsdag.
Manden importerede øllet over en periode på knap fire år. Ifølge manden var det til eget forbrug.
Der var ikke tvivl om, at de mange liter øl overstiger, hvad der må betegnes som privatforbrug, lyder det fra senioranklager Liv Amnitsbøl i et skriftligt svar.
- Selv med en særdeles rummelig forståelse af privatforbrug er der tale om mængder, der overstiger selv den største ølentusiasts formåen.
- Retten var enig i, at sagen ikke handlede om tørst, men om grov, systematisk afgiftsunddragelse, siger Amnitsbøl.
Manden skal gennemføre 200 timers samfundstjeneste.
Han har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen.
/ritzau/




