København, 29/04/2025 - 17:46
Facebooks ejer har lanceret sin egen chatbot-app
Brugere af Metas nye chatbot kan dele sine oplevelser med den i opslag, lige som man kan på et socialt medie.
Af: /ritzau/
Den amerikanske techgigant Meta, der står bag Facebook, har tirsdag lanceret den første version af sin chatbot-app.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Appen, der går under navnet "Meta AI", beskrives af tech-mediet The Verge som en konkurrent til ChatGPT.
I appen kan man kommunikere med chatbotten, der benytter sig af kunstig intelligens til at svare på spørgsmål.
Derudover kommer den også med en ny funktion, der kombinerer appen med grundlaget for et socialt medie.
Brugerne får nemlig et såkaldt feed, hvor de kan dele deres oplevelser med den kunstige intelligens ved at lave et opslag.
Det vil altså sige, at man - lige som tilfældet er med eksempelvis Facebook og Instagram - vil kunne like, kommentere og dele opslag.
Idéen er at afmystificere kunstig intelligens for at "vise folk, hvad de kan gøre med den", siger Metas produktchef, Connor Hayes, til The Verge.
Selv om Meta ifølge mediet er den første til på den måde at implementere et socialt medie-element i sin chatbot-app, så ser flere konkurrenter ud til at være i hælene på koncernen.
OpenAI, der står bag ChatGPT, planlægger at gøre det samme, lyder det.
/ritzau/