Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/02/2026 - 10:22

Socialdemokratiet: Venstres forslag kan koste kontrol med migrationen

Venstre vil finansiere dansk velfærd og sikkerhed ved at skære i udviklingsbistanden, men det møder modstand.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Venstre vil finansiere dansk velfærd og sikkerhed ved at skære i udviklingsbistanden.

Men det kan risikere at koste Danmark både indflydelse i Afrika og kontrol med migrationen og den europæiske sikkerhed.

Det siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, til Berlingske efter udmeldingen fra Venstre, som kom lørdag.

- Vi er stærkt skeptiske over for det forslag. Både i forhold til, at vi dermed gør det vanskeligere for os selv at håndtere migrationspresset fra Afrika, fordi vi ville komme til at miste indflydelse i et kontinent, hvor Kina og Rusland i den grad banker på, siger han til Berlingske.

Den politiske ordfører tilføjer, at Socialdemokratiet hellere vil have, at man kigger på, om de absolut rigeste danskere kan bidrage mere frem for verdens fattigste.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kritiserer Venstres forslag, som han kalder "skuffende, kortsigtet, fantasiforladt og ærlig talt lidt dumt", skriver Berlingske.

Lørdag kunne Troels Lund Poulsen (V) fortælle, at Venstre vil sænke udviklingsbistanden fra 0,7 procent af bruttonationalindkomst (bni) til 0,5 procent.

Det er under FN's anbefalede grænse, men stadig blandt de øverste otte lande, der giver mest.

Ifølge Berlingske har Danmark i 2026 afsat 23,1 milliard kroner til udviklingsbistanden.

Partiet mener, det er mest ansvarligt at påvise finansiering, inden det præsenteres, hvad pengene skal bruges på. Besparelsen vil ifølge Venstres beregninger frigive i omegnen af 6,5 milliarder kroner.

Men det forsvarer ikke, at man skærer i en bistand, der står for "benhård dansk interessevaretagelse", mener udenrigsministeren.

Han tilføjer, at det skuffer ham dybt, at Venstre med forslaget vender ryggen til den aftale, som regeringen og SF, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet blev enige om i sommer.

Her blev de med strategien "Verden i opbrud - partnerskaber i udvikling" enige om at fastholde FN's målsætning om at yde 0,7 procent af bni i udviklingsbistand.

Men det vil Venstre skære i. Besparelsen skal finansiere mere velfærd og sikkerhed, lyder det uden at anvise områder.

Søndag afviser partiformand Troels Lund Poulsen (V) kritikken fra sin tidligere partifælle, Løkke.

- Det er Lars Løkke Rasmussen, der har skiftet holdning, for han har selv tidligere lavet store besparelser på udviklingsbistanden. Så jeg står, hvor Venstre altid har stået. Til gengæld har Lars Løkke skiftet holding og parti, siger han i en skriftlig kommentar.

Han henviser til, at Løkke forlod Venstre i et bittert opgør, og at Venstre under hans ledelse skar i ulandsbistanden.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek