Tehran, 29/04/2025 - 11:20
Brand efter havneeksplosion i Iran meldes under kontrol
Iransk tv viser tirsdag billeder af røg ved havn, efter at eksplosion og følgende brand har dræbt 70 personer.
Af: /ritzau/
Branden efter en eksplosion i den iranske havn Shahid Rajaee er under kontrol.
Det oplyser iranske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mindst 70 personer har mistet livet i eksplosionen og den efterfølgende brand.
Iransk stats-tv viser tirsdag ifølge AFP direkte billeder fra havnen, hvor man kan se tyk røg, der stiger op fra stablede containere.
Eksplosionen i den kommercielle havn skete lørdag. Siden har brandfolk arbejdet på at få branden under kontrol.
Ud over de dræbte er over 1000 mennesker ifølge iranske statsmedier blevet kvæstet som følge af eksplosionen og den efterfølgende brand. Der er også sket omfattende skader på havnen, lyder det.
De iranske toldmyndigheder oplyser ifølge det iranske nyhedsbureau Irna, at driften i havnen er tilbage på normalt niveau.
Eksplosionen i havnen var så kraftig, at den ifølge nyhedsbureauet Fars kunne høres og mærkes omkring 50 kilometer væk.
Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har kaldt eksplosionen dybt beklagelig og har beordret, at episoden bliver undersøgt.
Lørdag lød det fra Hossein Zafari, talsperson for Irans organisation for krisehåndtering, at det var kemikalier i containere, som var årsag til eksplosionen.
En talsperson for landets regering har imidlertid udtalt, at det endnu ikke er muligt at fastslå den præcise årsag til eksplosionen.
/ritzau/