Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nykøbing Falster, 24/01/2026 - 13:41

To varetægtsfængsles efter svindel mod ældre ved Kalundborg

Politiet har sat to unge mænd i forbindelse med tre sager om svindel. En dommer har varetægtsfængslet dem.

Af: /ritzau/

To unge mænd er lørdag blevet varetægtsfængslet frem til 16. februar i en sag om bedrageri af ældre i Vordingborg.

Det fortæller Mia Østergaard, som mødte som anklager i grundlovsforhøret i Retten i Nykøbing Falster.

Fredag oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse, at man havde anholdt en 18-årig og en 23-årig mand.

Gerningsmændene i svindelsagerne ringede til de forurettede personer og bildte dem ind, at de var fra banken.

Da der efterfølgende kom personer ud på ofrenes adresse, blev de ifølge politiet franarret hævekort, koder og smykker.

De unge mænd, som lørdag er blevet varetægtsfængslet, er blevet sat i forbindelse med tre forhold om svindel.

Den yngste erkendte i et mindre omfang, imens den 23-årige mand nægtede sig skyldig, fortæller sagens anklager.

I fredagens pressemeddelelse fortalte vicepolitiinspektør Martin Eise Eriksen, at politiet oplever, at sager om svindel over telefonen ofte kommer i bølger.

- Politiet oplever, at sagerne ofte kommer ind i perioder, hvor byer og områder kan opleve at blive udsat for flere kontaktbedragerier mod borgerne inden for relativt kort tid.

Fredag lød det fra politiet, at man nu vil efterforske, om man kan sætte de sigtede i forbindelse med yderligere sager.

Den type af svindel, hvor man bedrager offeret ved at ringe til vedkommende over telefonen, er en del af det, som politiet kalder kontaktbedrageri.

I pressemeddelelsen om sagen minder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om, at hverken banker eller offentlige myndigheder ringer og beder dig om at udlevere personlige oplysninger eller overføre penge.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek