' /> '> Kina: Krigen i Iran burde aldrig være begyndt
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beijing, 08/03/2026 - 05:11

Kina: Krigen i Iran burde aldrig være begyndt

Kinas udenrigsminister ryster på hovedet af USA's krig i Iran. Parterne må tilbage til forhandlingsbordet.

Iori Sagisawa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Krigen i Iran skulle aldrig være blevet indledt og gavner ingen.

Det siger Kinas udenrigsminister, Wang Yi, på en pressekonference i Kinas hovedstad, Beijing.

- En stærk næve betyder ikke, at man har ret. Verden kan ikke vende tilbage til jungleloven, siger Wang Yi.

Udenrigsministeren mener, at alle krigens parter må tilbage til forhandlingsbordet hurtigst muligt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forholdet mellem USA og Kina har været anstrengt, siden USA's præsident, Donald Trump, vendte tilbage til Det Hvide Hus i 2025.

Verdens to største økonomier endte sidste år i en eskalerende handelskrig, hvor der blev indført told på over 100 procent i en periode.

USA og Israel indledte for godt en uge siden et storstilet angreb på Iran. Ifølge Trump blev kampflyene sendt på vingerne for at forhindre Iran i at blive en atommagt.

Kina har tidligere kritiseret USA's og Israels militæraktioner i Iran, som Kina har diplomatiske og handelsmæssige forbindelser med. Kina har især fordømt drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Wang Yi understreger på pressemødet, at dialog mellem USA og Kina er afgørende. Senere på måneden ventes det, at Kinas præsident, Xi Jinping, og Trump skal mødes til et topmøde i Kina.

- Hvis de to nationer ikke går i dialog, vil det kun føre til misforståelser og fejlvurderinger, som kan eskalere til konfrontation og skade verden, mener Kinas udenrigsminister ifølge Reuters.

Wang Yi fortæller også, at Kina fortsat har et stærkt forhold til Rusland.

- Midt i det turbulente og komplekse internationale miljø forbliver forholdet mellem Kina og Rusland urokkeligt, siger den kinesiske udenrigsminister.

Vestlige lande har kritiseret Kina for at understøtte Ruslands krig i Ukraine.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek