Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 26/05/2026 - 02:42

Kvinder og børn fra syrisk lejr flyver hjem til Australien

Kvinder og børn, der er på vej fra Syrien til Australien, vil ingen hjælp få fra regeringen, siger minister.

Af: /ritzau/AFP

Syv kvinder og 12 børn med tilknytning til militante fra Islamisk Stat (IS) har efter flere år i Syrien sat kurs mod Australien.

Det oplyser Australiens indenrigsministerium tirsdag.

Kvinderne, der omtales som IS-brude, er australske statsborgere. De forlod i sidste uge al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien, som kontrolleres af syrisk-kurdiske styrker.

Den australske indenrigsminister, Tony Burke, siger, at de ikke vil modtage nogen hjælp fra landets regering.

- Enhver fra denne gruppe, som har begået forbrydelser, kan forvente at blive mødt med lovens fulde styrke, sagde han.

- Det er mennesker, som har truffet det forfærdelige valg at tilslutte sig en farlig terrororganisation og at placere deres børn i en ubeskrivelig situation.

Mens nogen af kvinderne og børnene vil ankomme til Melbourne, som ligger i den australske delstat Victoria, vil andre lande i Sydney, som ligger i New South Wales. Det melder den australske tv-station Australian Broadcasting Corporation (ABC).

Tidligere på måneden landede 13 andre australske statsborgere - fire kvinder og deres i alt ni børn - også i Australien fra Syrien. De er ligeledes blevet sat i forbindelse med IS-krigere.

To af kvinderne, som er mor og datter, blev anholdt, da de landede i Melbourne. De er anklaget for at have holdt en kvinde som slave, efter at de i 2014 rejste til Syrien for at støtte IS.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek