Washington D.C., 04/08/2025 - 13:55
Tesla vil fastholde Elon Musk med kæmpe aktiepakke
Aktiepakke til Musk har en værdi på knap 190 milliarder kroner. Den skal "motivere" ham til at blive i Tesla.
Gonzalo Fuentes/Reuters
Af: /ritzau/
En specialkomité i Tesla har godkendt en kæmpe aktiepakke til direktør Elon Musk, der i forvejen er den største aktionær i selskabet med en aktieandel på cirka 13 procent.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag.
Pakken indebærer, at Musk tildeles 96 millioner aktier til en værdi af omkring 29 milliarder dollar - svarende til 187 milliarder kroner.
Som led i pakken skal Musk blive i en ledende rolle frem til 2027.
Han skal betale 23,34 dollar per aktie på udnyttelsesdagen. I formarkedet er aktien stegen til 310,90 dollar efter nyheden, skriver MarketWire.
Målet er at beholde Musk i spidsen for elbilselskabet, står der i et brev, som Financial Times citerer fra.
Topchefen har flere gange truet med at forlade selskabet, medmindre han får mere kontrol.
- At fastholde Elon er vigtigere end nogensinde før, står der i brevet.
- Vi er i sikker forvisning om, at denne tildeling vil motivere Elon til at forblive i Tesla.
Musk har tidligere fået annulleret en kompensationspakke til en værdi på over 50 milliarder dollar fra selskabet.
Det skete i 2024, da en domstol i Delaware fastslog, at kompensationspakken fra 2018 var ugyldig på grund af en mangelfuld godkendelsesproces - samt at den ikke var retfærdig over for andre aktionærer.
I marts begyndte Musk en ankeproces i den sag.
Hvis kompensationspakken fra 2018 genoprettes, vil den nye midlertidige pakke enten blive udlignet - eller der vil blive givet afkald på den nye midlertidige pakke, står der i en indberetning fra specialkomitéen ifølge Reuters.
Tesla har mistet ganske meget værdi på børsen dette år. Det skyldes blandt andet hård konkurrence. Samtidig vurderes det ifølge Reuters, at Musks politiske holdninger kan have stødt potentielle kunder fra selskabet.
Musk markerede sig i løbet af foråret som rådgiver for Trump og stod en overgang i spidsen for Departementet for Regeringseffektivitet (Doge). Det forlod han dog ved udgangen af maj, og siden har han erklæret, at han vil danne sit eget parti.
/ritzau/