Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 29/06/2026 - 15:36

Potentiel ny britisk leder vil sende mere magt ud til regioner

Et regeringskontor i Manchester skal ifølge Andy Burnham skabe mere ens levevilkår i Storbritannien.

Temilade Adelaja/Reuters

Af: /ritzau/

Det britiske parlamentsmedlem Andy Burnham vil uddelegere mere magt til regionerne i Storbritannien, hvis han bliver premierminister.

Det siger Burnham i en tale i Manchester ifølge britiske BBC.

Den nuværende premierminister, Keir Starmer, meddelte sin afgang for en uge siden.

Få dage inden var Andy Burnham blevet valgt ind i det britiske parlament i et suppleringsvalg i valgkredsen Makerfield.

Dermed er vejen banet for, at Andy Burnham kan blive valgt som ny Labour-formand og premierminister.

For at få mere magt ud til de britiske regioner vil Andy Burnham etablere en udvidelse af premierministerkontoret, som skal placeres i Manchester.

Kontoret får det symbolske navn "No 10 North", som spiller på adressen på premierministerens officielle residens, Downing Street 10 i London.

– No 10 North vil være nervecenteret i et omstruktureret Storbritannien, siger Andy Burnham ifølge BBC.

Kontoret vil være en "kanal", hvor magt og ressourcer skal omfordeles på tværs af hele Storbritannien, siger Burnham videre.

Ifølge den potentielt kommende premierminister vil kontoret i Manchester få til opgave at levere på et mål om at skabe lige levevilkår i alle dele af Storbritannien.

Den "største ombalancering af magt" kalder Burnham ifølge Reuters sin vision under talen, mens han lover flere almene boliger og at tackle de stigende leveomkostninger i landet.

Burnham har indtil for nylig været borgmester i Manchester i det nordvestlige England, og han fortæller, at hans eventuelle arbejde med at sprede magten bedre rundt i landet vil tage udgangspunkt i de erfaringer, han har med sig fra borgmesterposten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek