Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/06/2026 - 05:46

Mand fragtet til traumeafdeling efter knivstik på Nørrebro

Politiet har fortsat ingen anholdte efter knivstikkeri onsdag aften. 33-årig mand er uden for livsfare.

Af: /ritzau/

En person blev onsdag aften stukket med kniv i Folkets Park på Nørrebro.

København Politi oplyste onsdag aften til Ekstra Bladet, at personen var blevet fragtet til traumeafdelingen på Rigshospitalet.

Torsdag morgen oplyser vagtchef ved Københavns Politi Mads Østermark, at den forurettede er en 33-årig mand.

- Det er ikke kritisk.

- Vi er færdige med vores undersøgelser ude på stedet, men har endnu ikke foretaget anholdelser, siger Mads Østermark.

Vagtchefen tilføjer, at politiet har afhørt vidner, og at politiet fortsat ikke ved, hvad der er gået forud for hændelsen.

Onsdag aften oplyste vagtchef Rune Nørgaard til Ekstra Bladet, at Folkets Park var blevet afspærret, så politiet kunne foretage en gerningsstedsundersøgelse.

Folkets Park ligger mellem Assistens Kirkegård og Blågårds Plads på Nørrebro i København.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek