Islamabad, 27/02/2026 - 08:50
OVERBLIK: Derfor er der udbrudt krig mellem Pakistan og Afghanistan
Pakistan beskylder Afghanistan for at huse militante, som har udført en lang række angreb mod pakistanske mål.
Aimal Zahir/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Pakistans militær har natten til fredag angrebet flere byer i Afghanistan - herunder hovedstaden Kabul - og Pakistan har erklæret krig mod nabolandet.
Efter flere selvmordsangreb i Pakistan gennemførte det pakistanske militær tidligere på ugen en række luftangreb i Afghanistan.
Her kan du læse om baggrunden for konflikten:
* Optrapningen mellem Pakistan og Afghanistan kommer efter flere måneder med sammenstød mellem de to lande i grænseområderne.
* Pakistan var i første omgang positiv over for Talibans tilbagevenden til magten i Afghanistan i 2021, efter at USA og dets allierede havde trukket sig ud af landet. Pakistans daværende premierminister, Imran Khan, sagde dengang, at afghanerne havde "brudt slaveriets kæder".
* Styret i Pakistan fandt dog hurtigt ud af, at Taliban ikke var så samarbejdsvillige som forventet.
* Lederne af den militante gruppe Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) og mange af gruppens krigere opholder sig ifølge Pakistans regering i Afghanistan.
* Det er problematisk for forholdet mellem de to lande, da TTP er i konflikt med de centrale myndigheder i Pakistan og har et grundlæggende mål om at vælte det pakistanske styre.
* TTP er en selvstændig organisation med bånd til Taliban i Afghanistan.
* Organisationen og oprørere fra den pakistanske region Baluchistan har siden 2022 gennemført et stigende antal angreb i Pakistan.
* Taliban-styret i Afghanistan har gentagne gange afvist, at landet huser de pakistanske militante.
* Afghanistan hævder til gengæld, at Pakistan huser krigere fra Islamisk Stat, som er i opposition til Taliban. Denne påstand afviser Pakistan.
Kilde: Reuters.
/ritzau/




