Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 22/02/2025 - 04:44

Guvernør til Trump efter ophedet debat om kvindesport: Vi ses i retten

Med dekret vil Trump forbyde transkønnede kvinder i kvindesport. Det gav fredag anledning til debat på møde.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har i Det Hvide Hus fredag været i ophedet debat med en af landets demokratiske guvernører.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og AP natten til lørdag dansk tid.

- Vi ses i retten, lød det her til Trump fra Janet Mills, som er guvernør i delstaten Maine.

Diskussionen mellem de to udsprang af et dekret, som Trump tidligere har underskrevet. Her lyder det, at transkønnede piger og kvinder ikke skal kunne deltage i kvindesport på nogen niveauer.

Da guvernørerne fredag var samlet til et møde i Det Hvide Hus, henviste Trump igen til dekretet.

- For to uger siden underskrev jeg en ordre om at forbyde mænd at deltage i kvindesport. Mange demokrater modarbejder mig, og jeg håber, at I fortsætter, for I kommer aldrig til at vinde endnu en valgkamp, sagde Trump.

Fra den republikanske præsident, der tiltrådte i januar, lød det også, at dekretet har til formål "at beskytte kvinder".

- Har du ikke tænkt dig at følge det?, spurgte han efterfølgende Janet Mills.

Ifølge Reuters har organisationen Maine Principals Association (MPA) meddelt, at den fortsat vil tillade transkønnede piger og kvinder at deltage i kvindesport - på trods af præsidentens dekret.

Organisationen står for sportskonkurrencer blandt alle offentlige gymnasier i delstaten og blandt nogle af de private.

- Jeg følger de delstatslige og føderale love, svarede guvernøren i Maine.

- Vi er den føderale lov. Du får ingen føderal finansiering, hvis du ikke gør det, lød det så fra Trump.

Til dette svarede Janet Mills, "vi ses i retten".

- Godt, vi ses i retten. Jeg ser frem til det. Det bør være en let én (sag, red.). Og nyd dit liv efter din tid på guvernørposten, for jeg tror ikke, du kommer til at være folkevalgt politiker, svarede Trump, der ifølge AFP var tydeligt oprevet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek