Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kongens Lyngby, 24/06/2026 - 14:02

31-årig tilstår tyveri af fire Porsche-biler

Fire biler blev stjålet i Nordsjælland og Københavnsområdet i efteråret. To af dem blev kørt ud af Danmark.

Daniel Roland/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 31-årig mand har onsdag i Retten i Lyngby tilstået, at han var med til at stjæle fire biler af mærket Porsche til en samlet værdi på 2,2 millioner kroner.

Det koster ham et år og ti måneders fængsel.

Det oplyser Jens Ole Jensen, der er anklager i anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

De fire tyverier skete i efteråret 2025 i henholdsvis Nordhavn i København, Holte, Hellerup og på Frederiksberg.

De skete sammen med den 29-årige Diar Mehran, der i maj blev idømt to år og seks måneders fængsel.

Han blev dømt for have stjålet et større antal biler end den 31-årige.

- Forklaring gik på, at medgerningsmanden skulle sælge bilerne i Polen for at dække en gæld, siger Jens Ole Jensen om den 31-åriges forklaring i Retten i Lyngby onsdag.

De to brugte en særlig metode til biltyverierne.

Eksempelvis blev en Porsche Macan GTS stjålet fra Nordhavn ved, at de to skaffede sig adgang til bilen og ved brug af teknisk udstyr forbundet med bilen programmerede en ekstra nøgle til bilen.

Nøglen brugte de til at starte bilen, mens den 29-årige gennemsøgte bilen for en mulig sporingsenhed for at sikre, at ejeren ikke kunne spore bilen.

I to tilfælde fik bilerne tyske nummerplader, som de to dømte havde stjålet, og ført ud af Danmark.

De to andre biler blev opdaget af politiet på parkeringspladser i henholdsvis Roskilde og Rødovre.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek