København, 15/04/2025 - 19:55
Venstre vil lade borgere skyde problemulve
Troels Lund Poulsen er tirsdag i Varde, som har været hårdt plaget af ulveangreb den seneste tid.
Af: /ritzau/
Dele af Jylland er plaget af ulve, og det skal derfor være muligt at skyde problemulve, som angriber får.
Det mener Venstre-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som tirsdag aften er på besøg i Varde, hvor lokale fåreavlere har været hårdt plaget af ulveangreb.
- Vi kan ikke acceptere, at familier og fåreavlere i store dele af Jylland skal leve i frygt for, hvor ulven slår til næste gang, siger Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar.
Han foreslår at ændre loven, så Danmark indfører samme regler som i Sverige, hvor man må skyde ulve, der angriber husdyr eller befinder sig i indhegnede områder beregnet til husdyr.
- Vi skal have trygheden tilbage, og vi skal sikre, at vores fåreavlere ikke længere skal gå i frygt for at få lemlæstet deres dyr, siger Troels Lund Poulsen.
Danmark er bundet af EU-lovgivning, som dikterer, at ulven er "strengt beskyttet".
Det betyder, at Danmark kun må tillade skydning af ulve, som er kategoriseret som problemulve. Det er ulve, som gentagne gange angriber husdyrhold eller kommer for tæt på byerne.
EU-lov siger, at man kun må skyde problemulve, men definerer ikke, hvornår en ulv er en problemulv. Det er op til medlemslandene - som Danmark - selv at bestemme, hvor strenge kriterierne skal være.
/ritzau/