Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/12/2022 - 10:05

Mathilde Gøhler har fået ny kæreste efter bruddet med Remee

Modellen Mathilde Gøhler danner par med forretningsmanden Silas Ystrøm. Det bekræfter de over for Se og Hør.

Eric Gaillard/Reuters

Af: Af Ritzau Fokus

Mathilde Gøhler har fundet kærligheden igen efter den forliste forlovelse med popproduceren Remee.

Den 30-årige model danner nu par med den 35-årige forretningsmand Silas Ystrøm.

Det bekræfter de kortfattet over for Se og Hør.

I sommer offentliggjorde Mathilde Gøhler, at hun og Remee var gået fra hinanden efter otte års forhold.

Sammen har de to døtre.

- Beslutningen om at gå fra hinanden for at blive tættere har været den rigtige for os, og vores forhold har forvandlet sig til det stærkeste venskab og forældreskab, skrev Mathilde Gøhler i et opslag på Instagram.

Remee og Mathilde Gøhler har i deres selvbetitlede realityprogram på discovery+, "Remee og Mathilde", tidligere fortalt, at de har været ved at gå fra hinanden før og havde søgt hjælp hos en parterapeut.

Det uddybede Remee over for B.T.

- Vi er klart meget forskellige. Hun er klart meget mere stille og rolig og trækker vejret, hvor jeg er lidt mere impulsivt anlagt, sagde han sidste år til avisen.

Men i sommer brast kærligheden endegyldigt.

Remee og Mathilde Gøhler blev kærester i 2014 og bekræftede forholdet på de sociale medier ved at dele en række billeder fra en romantisk tur til Venedig.

Efter fire måneders forhold blev Mathilde Gøhler blev gravid. I august 2015 fødte hun datteren Kenya, der blev opkaldt efter det afrikanske land, hun ifølge parret blev undfanget i.

Sidste år udvidede de familien med datteren Lelou, og så har Remee en voksen datter, Emma, fra et tidligere forhold.

I 2017 friede Remee til Mathilde Gøhler. Men parret nåede aldrig til alters.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek