København, 12/06/2025 - 07:24
Lobbyister har kilet sig ind mellem vælgere og politikere
Et uigennemsigtigt lag af lobbyister påvirker lovgivningen uden folkeligt mandat ifølge magtudredning.
Af: /ritzau/
Et nyt lag af professionelle lobbyister og politiske rådgivere har fået massiv indflydelse på dansk politik uden selv at have mandat fra befolkningen.
Det konkluderer Magtudredningen 2.0, som bliver præsenteret på Folkemødet torsdag og omtales i Politiken.
- Der er sket en fundamental forandring i den måde, politik bliver til på, siger forskningsleder og professor i statskundskab Michael Bang Petersen til avisen.
Udredningen advarer mod, at lobbyister, tidligere rådgivere, embedsmænd og ekspolitikere har fået en afgørende rolle i den politiske beslutningsproces. Og det er ofte uden for offentlighedens søgelys.
I 2023 bevilgede Folketinget 41,6 millioner kroner til at belyse magtens forskydninger i de forløbne 20 år, og åbningsbindet opsummerer 27 forskellige udfordringer.
Da den første danske magtudredning præsenterede sin rapport i 2003, lød konklusionen, at det danske folkestyre overordnet set var i fin tilstand.
Men i de 20 år der er gået, er Folketinget på flere områder blevet svagere. Det konkluderede første del af udredningen i 2024.
Arbejdet løber til 2028, og ifølge professoren er det for tidligt at sætte to streger under noget endnu. Men resultaterne, der fremlægges torsdag, peger på, at gennemsigtigheden er blevet svækket over de sidste mange år.
De nye aktører i form af lobbyister udgør et slags "rockwoollag" mellem borgerne og beslutningstagerne.
Professoren beskriver det som et isolerende lag, der dæmper forbindelsen og skaber uklarhed om, hvilke interesser der reelt bliver lyttet til i Folketinget og ministerierne.
Det er især store virksomheder, interesseorganisationer og public affairs-bureauer, der trækker på ekspertisen fra tidligere topembedsmænd og ministre.
- Det er en slags våbenkapløb. Hvis du er en virksomhed, en person eller en organisation, som har nogle interesser, der skal lyttes til, bliver du nødt til at skaffe dig den bedst mulige ekspertise ved din hånd, siger Michael Bang Petersen til Politiken.
Magtudredningen fremhæver, at Danmark i modsætning til mange andre lande ikke har nogen egentlig regulering af lobbyisme. Der findes hverken lobbyregistre eller krav om gennemsigtighed i interessevaretagelsen.
/ritzau/