Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 12/06/2023 - 09:09

Ægteskabsdrama er en af de store prismodtagere ved Årets Reumert

Ved Årets Reumert blev det Odense Teaters "Dødsdansen", som løb med priserne for de mandlige roller.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske scenekunst er igen i år blevet hyldet ved Årets Reumert.

Her blev Odense Teaters ægteskabsdrama "Dødsdansen" en af de store prismodtagere.

Lars Simonsen modtog prisen for Årets mandlige hovedrolle. Han spillede ægtemanden Edgar i forestillingen, som kørte i slutningen af 2022.

Imens blev Benjamin Kitter kåret som Årets mandlige ensemblerolle for sin rolle som Kurt, der bliver involveret i Edgars ægteskab.

Prisuddelingen fandt sted i Odeon i Odense søndag aften. Her var en række store navne i den danske scenekunst til stede.

Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) deltog i prisshowet. Han skulle overrække Brancheprisen.

Den gives til et professionelt producerende teater eller scenekunstkompagni i Danmark, som har gjort sig særligt bemærket for betydningsfuldt virke i branchen.

Brancheprisen gik i år til Teater V i København.

Imens blev Det Kongelige Teaters forestilling "Arven" kåret til Årets forestilling.

Derudover blev det skuespillerinden Tammi Øst, som løb med Årets hæderspris.

Den gives hvert år til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst.

Tammi Øst har vundet årets kvindelige hovedrolle ved Årets Reumert i 1999, 2003 og 2009.

I spidsen for nomineringerne var Aalborg Teaters helt nyskrevne forestilling "Dødsbo på pløjemarken."

Den var nomineret i fire kategorier, men vandt én af dem - nemlig Årets kvindelige ensemblerolle, som gik til Karla Rosendahl.

Nanna Bøttcher blev kåret Årets kvindelige hovedrolle for sin rolle i "Omstigning til paradis".

Juryen for Reumert-prisen består af ti fagfolk og kritikere, som er bosat i hele landet.

Årets Reumert er scenekunstbranchens mest prestigefyldte pris. Fra 2021 har CPH STAGE og Dansk Teater været hovedarrangører bag Årets Reumert.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek