Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/09/2026 - 13:17

Fredericia kan miste 350 millioner efter Ørsted-sejr i skattestrid

Ifølge borgmesteren lægger ny Ørsted-afgørelse pres på kommunen, der risikerer at miste millionindtægt.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fredericia Kommune risikerer at miste en skatteindtægt på 350 millioner kroner, efter at energiselskabet Ørsted har fået medhold i en årelang skattestrid.

Det skriver tvSyd.

Et udvalg under EU-Kommissionen har konkluderet, at skatten for to af selskabets britiske havvindmølleparker "primært" skal betales i Storbritannien frem for i Danmark.

Energiselskabet, der har hovedkvarter i Fredericia, har ifølge mediet været kommunens største skatteyder i flere år med op til 60 millioner kroner årligt, hvorfor afgørelsen nu kan ramme kommunens økonomi.

- Det lægger jo et pres på kommunen, men vi kender ikke konsekvenserne helt endnu, udtaler Peder Tind (V), borgmester i Fredericia.

Sagen går tilbage til 2015, hvor Skattestyrelsen fremsatte et skattekrav på 6,6 milliarder kroner mod Ørsted for to britiske havvindmølleparker.

Et krav, som Ørsted i sin tid afviste, da man ville have "afklaret fordelingen af beskatningsretten" mellem de to lande for at undgå dobbeltbeskatning.

Sagen endte i 2023 hos et rådgivende udvalg nedsat under EU-voldgiftskonventionen, der nu har givet Ørsted medhold i sagen.

- Det her er jo en sag mellem Skat og Ørsted, men den har selvfølgelig meget stor betydning for os, udtaler Peder Tind til tvSyd.

Ifølge kommunen vil man fortsat modtage skatteindtægter fra Ørsted, omend de i fremtiden forventes udgjort af mindre beløb.

Det er dog en situation, man allerede har taget højde for, understreger borgmesteren.

- Vi har heldigvis forberedt os godt, og ellers ville det nærmest kunne have sat kommunen under administration. Vi er ikke glade for situationen, men det er rart, at der endelig er noget fremdrift i sagen, udtaler han til mediet.

Borgmesteren fremhæver herunder et delvist frasalg af havneselskabet ADP, der har kunnet agere "sikkerhedsnet" for kommunen.

Ifølge tvSyd venter kommunen fortsat afgørelse på tre øvrige skattesager for Ørsted-aktiviteter i henholdsvis Holland og Taiwan.

RITZAU

TjekDet - faktatjek