Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/02/2025 - 11:00

Flere hunde får medicin mod angst

En frygtsom hund skal hjælpes med ro og forståelse for dens personlighed, lyder rådet fra dyrlæge og adfærdsekspert.

Lars Laursen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Sitrende pels og halen mellem benene får i stigende grad dyrlæger til at udskrive angstdæmpende medicin til menneskets bedste ven.

Det oplever man i hvert fald hos den landsdækkende dyrehospitalskæde AniCura.

- Vi ser flere og flere hunde, som har nogle angstrelaterede adfærdsproblemer, som gør det svært for dem at begå sig i deres normale hundeliv, fortæller chefdyrlæge Hanne Friis.

Hundene har det til fælles, at de er stressede og har svært ved at håndtere situationer, de møder i hverdagen.

- Nogle reagerer ved at ryste og pibe, mens andre reagerer mere udadrettet og bliver aggressive, siger Hanne Friis.

For flere vokser problemet sig så stort, at hunden kommer i medicinsk behandling. En tendens, der ikke kommer bag på Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsekspert samt adjunkt på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

- Der er kommet flere præparater til dyr og en større bevidsthed om muligheden for at bruge medicin til behandling af adfærdsproblemer, siger hun og påpeger, at det er vigtigt at skelne mellem kortvarige og længere behandlinger, fortæller hun.

En kortvarig behandling kan være i forbindelse med nytårsaften, hvis hunden er bange for fyrværkeri og derfor har brug for noget beroligende. Problemet er mere alvorligt, hvis angsten bliver en hverdagsproblematik. Her er der brug for en større indsats.

- Medicinen er ikke en tryllestav og kan ikke stå alene. Den skal altid kombineres med en form for træning af hunden, siger Iben Meyer.

I det hele taget bør medicin være sidste udvej, mener Hanne Friis. Som dyrlæge vil hun altid først undersøge, om angsten skyldes noget fysisk.

Hvis hunden går rundt med smerter, kan det udløse ængstelig adfærd.

- Dernæst vil jeg altid anbefale, at man allierer sig med en dygtig hundeadfærdsspecialist, siger hun.

Som hundeejer skal du herfra være indstillet på, at der skal tid og tålmodighed til, før frygtsomheden er kureret, siger Iben Meyer.

- Træningen vil typisk fokusere på, at hunden langsomt og gradvist bliver tilvænnet det, den er bange for. Næste skridt er at forsøge at forbinde det, hunden er bange for, med noget godt og at arbejde med at give hunden kontrol og medindflydelse over situationen, fortæller hun.

Alle hunde er forskellige. Derfor lyder et helt overordnet råd til alle hundeejere, at det er vigtigt at øve sig i at læse hundens signaler og tage hensyn til dens personlighed og humør.

- Nogle gange bliver vi mennesker lidt for utålmodige. Vi skal i stedet give hunden tid til at forholde sig til situationen og ikke mase på, siger Iben Meyer.

Det er især små hunderacer, der har tendens til frygtsomhed. Her er det en god idé at være bevidst om, hvordan du selv reagerer, når de bliver bange.

- Vi ser ejere, der straks løfter hunden op, og det får den til at tænke, at der er tale om en farlig situation. Det er vigtigt, at vi selv nedtoner vores kropssprog, så hunden har en fornemmelse af, at vi har styr på det, lyder det fra Hanne Friis.

/ritzau fokus/

Venedig, 01/09/2025 - 16:08

Mads Mikkelsen: Mit hår lugtede af kloak

Den danske superstjerne Mads Mikkelsen gik all in i rollen som Manfred i Anders Thomas Jensens nye sorte komedie, "Den sidste viking".

Under vikingehjelmen gemmer der sig en ildelugtende permanent.

Det afslører Mads Mikkelsen ifølge mediet Screen Daily under et interview i forbindelse med verdenspremieren på den sorte komedie "Den sidste viking" på filmfestivalen i Venedig.

- Vi har en tendens til at gå lidt amok med mit hår i Anders Thomas' film, lyder det fra Mads Mikkelsen ifølge det britiske filmmedie.

Det er den danske superstjernes sjette samarbejde med Anders Thomas Jensen, som også instruerede ham i kultklassikeren "Blinkende lygter" samt "De grønne slagtere", "Adams æbler", "Mænd & høns" og "Retfærdighedens ryttere".

I "Den sidste viking" spiller Mads Mikkelsen rollen som Manfred, der er den eneste, som ved, hvor pengene fra et røveri begået af hans bror er gemt. Men Manfred husker intet efter at være blevet ramt af en mental udfordring.

Sammen begiver brødrene sig tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er, lyder det om handlingen.

I rollen har Mads Mikkelsen krøllet, permanentet hår, som ifølge skuespilleren "lugtede af kloak".

- Jeg syntes, det (håret, red.) gav Manfred en vis naivitet.

I komedien bliver både vold og oneliners forenet.

Men der skal så at sige være mening med galskaben, understreger Mads Mikkelsen.

- Vi ved, at Anders Thomas beskæftiger sig med de store emner om liv og død, familie og venskab. For at sige noget om dét pakker han det ind i komplet vanvid, siger Mads Mikkelsen.

- Der er hjerte i hans film. Komedie ville ikke være så sjovt, hvis det ikke var for poesien, lyder det fra den 59-årige danske superstjerne.

Ud over Mads Mikkelsen er Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Søren Malling, Lars Ranthe, Lars Brygmann og Nicolas Bro på den stjernespækkede rolleliste.

"Den sidste viking" får dansk biografpremiere 9. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 15:33

Skuespiller fra Harry Potter-filmene vender tilbage i ny serie

Isabel Infantes/Reuters

Warwick Davis skal igen spille rollen som professor Filius Flitwick i ny "Harry Potter"-serie.

Når den nye "Harry Potter"-serie får premiere i 2027, bliver det igen med Warwick Davis i rollen som professor Filius Flitwick.

Det skriver Warner Bros. Discovery mandag i en pressemeddelelse.

Han er foreløbigt den eneste skuespiller fra de originale "Harry Potter"-film, der også medvirker i den nye serie, som HBO står bag.

Davis medvirkede i alle otte film som professor Flitwick, der underviste Hogwarts-eleverne i besværgelser.

Derudover spillede han også nissen Griphook, der arbejdede i banken Gringotts. Davis vender dog kun tilbage som professor Flitwick, skriver mediet Variety. I stedet skal Leigh Gill spille Griphook.

HBO har i forvejen sat navne på flere af de kendte karakterer fra Harry Potter-universet - heriblandt de tre hovedroller.

Harry Potter spilles af Dominic McLaughlin, mens Hermione Granger og Ron Weasley spilles af henholdsvis Arabella Stanton og Alastair Stout.

Siden HBO begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024, har over 30.000 skuespillere været til casting.

Tidligere er det kommet frem, at John Lithgow skal spille rektor på Hogwarts Albus Dumbledore, mens Nick Frost skal spille Hagrid.

Janet McTeer og Paapa Essiedu spiller lærerne Minerva McGonagall og Severus Snape.

I et Instagram-opslag i midten af august delte HBO også navnene på flere medlemmer af den rødhårede Weasley-familie.

Tvillingparret Tristan Harland og Gabriel Harland spiller Fred og George Weasley, som også er tvillinger i universet. Ginny Weasley spilles af Gracie Cochrane, mens Ruari Spooner spiller Percy Weasley.

Serien er baseret på forfatter J.K. Rowlings syv bøger om troldmanden Harry Potter, hans venner og deres oplevelser på troldmandsskolen Hogwarts.

Bøgerne er blevet til otte film samt tre "Fantastic Beasts"-film, som er spinoff af universet.

Den kommende serie har indtil videre blot titlen "Harry Potter". Det bliver ifølge HBO en "loyal filmatisering af de elskede "Harry Potter"-bøger".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

FAKTA: Logren er ikke altid lig med glæde

* Selv om en hund logrer, når den ser en anden hund, betyder det ikke nødvendigvis, at den er venligt stemt.

* Logren er et udtryk for en opstemthed, men den kan godt være negativ. Det er et tegn på, at hunden er klar til at agere, men den ageren kan lige så vel være leg, som den kan være angreb.

* Nogle hunde logrer endda, når de har halen mellem benene. Det er en form for usikkerhedslogren.

* For at kode hundens logren skal du kigge på hele hundens udtryk. Er der tale om en blød og rolig logren eller en dirrende hale, der stikker lige op i luften? Sidstnævnte er ofte tegn på aggressivitet.

Kilde: Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsekspert samt adjunkt på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/09/2025 - 11:00

Vi forventer for meget af hundens sociale liv

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er en udbredt misforståelse, at hunde interesserer sig for alle fremmede hunde, de møder på gåturen, siger dyrlæge og adfærdsspecialist.

Selv om du som hundeejer nyder at møde andre mennesker med deres firbenede bedste venner, når I er ude at gå tur, så er det ikke sikkert, at din hund har det på samme måde.

Mens nogle hunde elsker at snuse til bagpartier og byde op til leg, foretrækker andre hunde helt at slippe for at hilse på artsfæller.

Det fortæller Iben Meyer, der er dyrlæge og adfærdsspecialist. Hun er også medforfatter til bogen "Din kompetente hund", der ud fra den nyeste forskning gør op med en række myter og misforståelser inden for hundeopdragelse.

- Ofte har hundeejere forfærdeligt høje forventninger til, at deres hunde skal kunne med de hunde, de møder. Hunden er et socialt dyr, men det er ikke ensbetydende med, at den har lyst til at lege med alle fremmede hunde, den møder, og det skaber problemer, hvis vi forventer det af den, siger Iben Meyer.

Hun forklarer, at de fleste hunde er okay med, at der er andre hunde i deres nærhed, men de viser ikke den store interesse for dem. Denne reserverethed indtræffer ofte, når hunden bliver kønsmoden ved et- til toårsalderen.

- De kan godt have nogle legekammerater, som de er glade for, og som de kender. Dem vil de gerne lege med som voksne, men fremmede hunde er for mange hunde i bedste fald uinteressante og værste fald noget, de reagerer aggressivt på.

Ifølge Iben Meyer løber rigtig mange voksne hunde derfor ind i et problem, når deres ejere forventer af dem, at de skal hilse på andre hunde, og det fører til dårlige oplevelser.

- Vi har brug for at få en større forståelse for, hvad hunden er for et væsen, og at den er meget mere individualiseret, end vi tror, den er, siger hun og peger på, at hver hund har sin egen unikke personlighed, og som ejer handler det om at anerkende det, hvis din hund viser sig at være den generte type.

Iben Meyer understreger, at det er en god idé at lære hunden som hvalp at omgås andre hunde. Men gør det gerne blidt og gradvist, gerne med én anden hund ad gangen eller en begrænset gruppe.

- Det er vigtigt, at hunden får positive oplevelser med andre hunde, og det sker bedst under kontrollerede forhold, hvor hvalpen ikke bliver overvældet. Det gør den nemt i en hundepark, hvor der hele tiden vælter nye hunde ind, siger hun og fortsætter:

- For nogle hundeejere kan det føles, som om man går glip af noget, hvis man har glædet sig enormt meget til at stå i en hundepark og sludre. Men så kan man forsøge at lave aftaler med nogle ejere af hunde, som hunden godt kan lide, og mødes med dem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek