Nykøbing Falster, 19/06/2026 - 13:35
Ægtepar dømmes for forsøg på forsikringssvindel med yacht
Retten i Nykøbing Falster har fredag afsagt dom i en sag om en yacht, der i 2023 sank ud for Sveriges kyst.
Af: /ritzau/
Et ægtepar fra Falster er fredag i Retten i Nykøbing Falster fundet skyldige i forsøg på forsikringssvindel med deres yacht.
Manden, 58-årige Søren Henrik Holm Larsen, idømmes ubetinget fængsel i tre år, mens hustruen, der er 57 år, er blevet idømt to års betinget fængsel. Som en del af dommen skal hun udføre 300 timers samfundstjeneste.
De to er fundet skyldige i - i forening eller efter fælles forståelse - at have påvirket en søventil på deres yacht, "Cataleya", på en måde, så der kunne trænge vand ind i bådens maskinrum.
Det resulterede i, at båden sank ud for Trelleborg ved Sveriges sydlige kyst i slutningen af juli sidste år.
Han er desuden fundet skyldig i endnu et tilfælde af forsøg på forsikringssvindel ved at have anmeldt et tyveri på båden mellem 18. og 19. marts 2018, selv om det var i strid med sandheden.
Retten mener desuden, at han har haft en større rolle i bedrageriforsøget.
Det er en juridisk dommer og to søkyndige domsmænd, der har taget stilling til sagen.
De to tiltalte har anket dommen på stedet. De vil frifindes.
/ritzau/




