Islamabad, 12/04/2026 - 03:46
Vance: USA rejser hjem uden en aftale med Iran
USA's vicepræsident, J.D. Vance, siger på et pressemøde, at Iran ikke har accepteret amerikanske betingelser.
Af: /ritzau/
En amerikansk delegation vil rejse hjem fra Pakistans hovedstad, Islamabad, uden en aftale med Iran.
Det siger USA's vicepræsident, J.D. Vance, ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde.
Vance, der har ledet den amerikanske delegation, siger, at Iran ikke accepterede amerikanske betingelser.
Vicepræsidenten tilføjer, at forhandlingerne stod på i 21 timer.
Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, har fungeret som mægler mellem de to parter. Han inviterede i forbindelse med annonceringen af våbenhvilen Iran og USA til fredsforhandlinger i Islamabad.
/ritzau/




