Rom, 05/04/2026 - 01:18
Mussolinis sommerhus købt af kommunen for at holde fascister væk
Eks-diktators villa er blevet solgt på auktion. Sommerresidensen beholder stadig navnet "Villa Mussolini".
Archive/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En italiensk kommune har købt en sommervilla, der har tilhørt Italiens fascistiske leder Benito Mussolini.
Det skriver The Guardian.
Kommunen har blandt andet købt "Villa Mussolini" for at undgå, at ejendommen falder i hænderne på det, som betegnes som fascistiske nostalgikere.
Sommerhuset, der ligger på strandpromenaden i badebyen Riccione ved Adriaterhavet, tilhører nu den lokale kommune.
Det blev solgt på auktion.
Byrådet i Riccione havde afværget konkurrencen fra en privat køber, som var tidligere medlem af Movimento Sociale Italiano (MSI).
Det er et nyfascistisk parti grundlagt i 1946 af Mussolinis tilbageværende tilhængere.
Ifølge Ricciones borgmester, Daniela Angelini, blev sommerresidensen solgt for 1,2 millioner euro - næsten ni millioner kroner. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Der har tidligere været gentagne kontroverser om navnet på villaen. Kommunen har dog til hensigt at bevare navnet "Villa Mussolini". Historien skal dyrkes, ikke slettes, mener Angelini ifølge The Guardian.
Villaen har en lang og kontroversiel historie. Den blev bygget få skridt fra havet i 1893 og blev købt af Mussolinis anden hustru i 1934.
Den fascistiske diktator ankom med vandfly og brugte ofte villaen til regeringsarbejde under sine ophold. Mussolini-familien udvidede ejendommen til at omfatte en tredje etage, 20 værelser og en tennisbane, skriver The Guardian.
Efter Anden Verdenskrig og fascismens fald i Italien kom ejendommen på offentlige hænder.
Under Ricciones økonomiske boom i 1950'erne og 1960'erne blev den brugt til forskellige kommercielle formål, herunder en dyrlægeklinik for hunde og en restaurant.
En kommunistisk borgmester i Riccione forsøgte at få den jævnet med jorden i slutningen af 1970'erne, skriver The Guardian.
Villaen stod forladt i årevis, før den i slutningen af 1990'erne blev købt af en sparekasse, som restaurerede den og genåbnede den i 2005 som et sted for kunstudstillinger og andre offentlige arrangementer.
Villaens tilstedeværelse og dens forbindelse til Mussolini har længe splittet Riccione. Debatten blussede op igen sidste år, da huset blev sat til salg på auktion.
Byrådsmedlemmer fra Italiens Brødre, premierminister Giorgia Melonis højreorienterede parti, argumenterede for, at den nye ejer ikke måtte ændre navnet "Villa Mussolini", skriver The Guardian.
Benito Mussolini var Italiens leder fra 1922 til 1943.
Der findes stadig talrige Mussolini-tilhængere i Italien, herunder inden for det regerende parti Italiens Brødre, som har rødder i postfascismen.
/ritzau/




