Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/05/2023 - 07:00

Rapper får ambassadør-tjans: Euforien har peaket i mit ansigt

Sangeren Benjamin Hav bliver dette års Plads til forskelle-ambassadør på koncertkaravanen Grøn.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Vi er alle én stor familie.

Sådan lyder det fra rapstjernen Benjamin Hav, der også har lagt navn til den gruppe, han ofte optræder med, Benjamin Hav & Familien.

Benjamin Hav, der debuterer på årets Grøn som artist, skal ikke blot optræde på Grøn. Han er også blevet udpeget som koncertkaravanens nye Plads til forskelle-ambassadør.

Det oplyser Grøn i en pressemeddelelse.

Udnævnelsen er en enorm ære, lyder det fra Benjamin Hav,

- Det er en direkte forlængelse af mit eget ønske om at udbrede den gode stemning med stærke referencer til den ukomplicerede hippietid i 60'erne, hvor alle var frie, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Euforien har peaket i mit ansigt, siden jeg sagde ja til at være med om bord. Den peakstemning går igen i mit lille hjerte og milt ved tanken om at udbrede budskabet om plads til forskelle hele sommeren igennem.

I samarbejde med sportsbrandet hummel og Grøn står Benjamin Hav bag designet af en T-shirt, hvis overskud sammen med publikums pantdonationer går til Muskelsvindfondens Plads til forskelle-pris.

Siden 2016 har Muskelsvindfonden uddelt Plads til forskelle-prisen, som gives til konkrete projekter, indsatser, initiativer eller kampagner, der har til formål at skabe plads til forskelle i samfundet.

Ifølge Benjamin Hav gør overskuddet verden til et bedre sted.

- Det kan jeg godt lide. For vi er alle forskellige. Du er forskellig. De er forskellige. På den måde er vi ens. Én stor familie - med plads til forskelle, siger han i pressemeddelelsen.

Sidste år gik Plads til forskelle-prisen til tilbuddet Heltecamps, som laver ferielejre for børn, der lever med kronisk sygdom, handicap eller er i et længere sygdomsforløb.

Årets Grøn begynder i Tårnby 20. juli. Herefter fortsætter koncertkaravanen i Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og slutter af i Valby 30. juli.

Det er bryggerigiganten Tuborg og Muskelsvindfonden, der står bag koncertturnéen. Overskuddet fra koncerterne går til fondens arbejde.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek