Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Davos, 22/01/2026 - 09:03

Rutte og Trump talte om at holde Kina og Rusland væk fra Grønland

Kina og Rusland fyldte på Trump-møde onsdag. Kina mener, at det bruges som "undskyldning for selvisk vinding".

Jonathan Ernst/Reuters

Af: /ritzau/

Nato's generalsekretær, Mark Rutte, drøftede sammen med USA's præsident, Donald Trump, hvordan man kan sikre, at russerne og kineserne ikke får adgang til Grønlands økonomi eller får adgang militært.

Det siger Nato-chefen ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag morgen i Davos ved topmødet i World Economic Forum.

Rutte siger videre om sit møde med Trump, der fandt sted onsdag, at de diskuterede, hvordan Nato kan sørge for, at Arktis er sikker.

- Vi havde en rigtig god diskussion om det, siger Rutte ifølge Reuters.

Efter mødet onsdag skrev Trump på sit sociale medie, Truth Social, at der er blevet udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.

De bekræftede detaljer i den ramme er dog få.

Torsdag morgen siger den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), at dansk suverænitet ikke er til forhandling.

- Vi kan forhandle om alt politisk; sikkerhed, investeringer, økonomi. Men vi kan ikke forhandle om vores suverænitet, siger statsministeren i en skriftlig meddelelse.

Fra det kinesiske udenrigsministerium kommer der torsdag ifølge Reuters en reaktion på Natos udmeldinger. Ministeriet siger, at den "såkaldte Kina-trussel" er ikke-eksisterende.

- Kina er modstander af den praksis at skabe en sag ud af ingenting og bruge Kina som en undskyldning for selvisk vinding, siger Guo Jiakun, som er talsperson for det kinesiske udenrigsministerium.

Spørgsmålet om russisk og kinesisk tilstedeværelse i og omkring Grønland har før ført til amerikansk bekymring.

Trump har påstået, at landene i stort omfang er til stede i farvandet omkring Grønland. Men det har Danmark og eksperter afvist.

Tidligere interesse fra et kinesisk selskab i lufthavnsbyggerier i Grønland skabte for år tilbage debat.

I forbindelse med onsdagens meldinger om en rammeaftale afblæste den amerikanske præsident toldtruslerne mod Danmark og europæiske lande i spørgsmålet om en overtagelse af Grønland. Han udelukkede også brug af militær magt for at opnå kontrol med verdens største ø.

Mødet i Davos begyndte mandag og slutter fredag. Næsten 3000 personer fra mere end 130 lande deltager.

Det er et forum, hvor verdens magtfulde og indflydelsesrige mennesker samles til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, ligestilling, krig og klimaforandringer.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek