Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

27/09/2024 - 08:00

Tag de lange økonomiske briller på nu og undgå en dyr vinter

Det kan betale sig at bruge de mørke måneder på at lægge en langsigtet plan for, hvordan dine penge skal bruges.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Efteråret trækker dig indenfor i varmen og inviterer til eftertænksomhed.

Og det er en oplagt mulighed for at lægge planer for din økonomi. Det siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.

- Brug den mørke tid på noget, som du kan mærke, gør en forskel, lyder hendes råd.

Samme opfordring kommer fra cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk.

- Tag de halvlange briller på, og prøv at se helt frem til efter vinterferien. På den måde kan du undgå at komme ud på den anden side af vinteren med et kæmpe overtræk på kassekreditten, siger han.

Prioriteringer må der til, hvis udgifterne ikke skal løbe løbsk hen over årets kolde måneder. Morten Bruun Pedersen foreslår, at du og familien sætter jer og skriver ned, hvad der er vigtigst for jer at sætte penge af til.

- Skriv en liste, og få styr på, hvad tingene i grove træk kommer til at koste. Det kan være, man beslutter sig for at tage på efterårsferie og holde en jul med alt, hvad det indebærer, og det betyder måske, at man dropper at tage på vinterferie, siger han.

Når det gælder julen, kan det også være en idé allerede nu at tage en snak med dem, du skal fejre højtiden sammen med, mener Ann Lehmann Erichsen.

- Det kan være, I lægger et loft over, hvor dyre gaverne bør være, siger hun og tilføjer, at julegaverne er gode at have i baghovedet, når du for eksempel leder efter gode tilbud i løbet af efteråret.

Når du nu alligevel sidder og er godt i gang med at planlægge din økonomi, anbefaler begge økonomer, at du får et overblik over dine forsikringer, som du typisk modtager opkrævninger fra ved årsskiftet.

- Du kan undersøge, om du kan få bedre og billigere forsikringer på samme vilkår andre steder, siger Morten Bruun Pedersen.

Har du et boliglån, kan det samtidig være smart at tjekke op på, om der kan laves nogle justeringer her, lyder det fra Ann Lehmann Erichsen.

- For dem, der har et boliglån med en fast rente, kan det være værd at undersøge, om det er muligt at konvertere sit lån til en lavere rente, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek