Paris, 25/05/2025 - 13:57
Regn afbryder Elmer Møllers kamp i French Open
Elmer Møller var bagud med 1-2 i sæt, da regnen afbrød hans French Open-debut mod Tommy Paul.
Julien De Rosa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Regn har allerede på førstedagen drillet tennisturneringen French Open, og det gik søndag ud over Elmer Møllers kamp i første runde mod Tommy Paul.
Efter tre sæt måtte kampen afbrydes ved stillingen 2-1 i sæt til amerikaneren.
Den storspillende dansker vandt første sæt med 7-6, men tabte så de to næste med 2-6 og 3-6.
Ifølge arrangøren bliver kampen tidligst genoptaget klokken 14.30.
Amerikanske Paul er helt oppe som nummer 12 i verden og viste sine evner på grus ved at nå semifinalen i Masters 1000-turneringen i Rom, hvor han tog sæt fra verdensetteren, Jannik Sinner, for ni dage siden.
Men trods rollen som klar underdog bed Møller fra sig fra første parti i kampen. Her brød danskeren til føring på 1-0, og han lod sig ikke slå ud af, at Paul svarede tilbage med det samme.
Møller er kendt for at have en baghånd i ypperste klasse, og netop det slag fungerede i den grad for danskeren og tog fusen på Paul gang på gang.
Møller brød igen amerikanerens serv til føring på 3-2 og styrede mod sætsejr. Men da danskeren havde sætbold ved 5-4, svigtede baghånden, og amerikaneren slog tilbage og bragte sættet ud i tiebreak.
Her var Paul ovenpå undervejs, men Møller viste mod på de afgørende bolde, og med en stærk forhånd udnyttede han sin tredje sætbold til at vinde tiebreaken med 7-5.
Et stykke ind i andet sæt var Møller den mest dominerende i boldene, og i de første seks partier var han helt på niveau med Paul.
Men et fejlbehæftet dansk parti ved 2-2 gav amerikansk brud, og Møller formåede ikke at hugge til, da han selv havde chancen for at bryde tilbage til 3-3.
Det fik danskeren til at hænge lidt med klarinetten, og Paul tog sættet 6-2.
Også i tredje sæt var Paul ovenpå, og kun sporadisk kunne Møller gøre sættet lige, og på den måde kom regnvejrspausen på et godt tidspunkt for danskeren.
Det er første gang nogensinde, at Møller deltager i hovedturneringen i en grand slam-turnering. Han tabte sin kvalifikationsfinale, men kom alligevel ind som såkaldt "lucky loser" på grund af flere afbud.
/ritzau/