Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 18/04/2025 - 15:19

Trump vil besøge Italien i en meget nær fremtid

Dagen efter et møde mellem Donald Trump og Giorgia Meloni bekræftes det, at Trump snart kommer til Italien.

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har accepteret den italienske premierminister Giorgia Melonis invitation til at aflægge et officielt besøg i Italien.

Det kommer til at ske "i en meget nær fremtid", lyder det i en fælles erklæring fra de to lande fredag.

Meldingen kommer, dagen efter at de to ledere mødtes i USA og bekræftede, at man vil styrke den strategiske alliance mellem USA og Italien "på tværs af sikkerhedsmæssige, økonomiske og teknologiske spørgsmål", lyder det i erklæringen.

Mediet Axios rapporterede i slutningen af marts, at Trump planlægger at besøge Saudi-Arabien i midten af maj.

Trump har hidtil ikke rejst til udlandet i sin anden præsidentperiode. Det vides ikke, hvornår turen til Italien finder sted.

- Det overvejes også at holde et møde mellem USA og Europa ved en sådan lejlighed, står der i erklæringen udsendt af Det Hvide Hus.

Italienske aviser skrev torsdag, at et af målene med Melonis besøg i Det Hvide Hus var at se, om hun kunne bane vej for et møde mellem Trump og EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen.

Fremtrædende kilder i Det Hvide Hus gav op til den italienske premierministers besøg udtryk for, at Meloni og Trump har "et rigtigt godt forhold", og at den italienske premierminister muligvis kan bygge bro mellem Europa og USA.

Trump har beskrevet Meloni som en "fantastisk leder", og hun var den eneste af EU's regeringschefer, der var inviteret til Trumps indsættelse i januar.

Til journalister i Det Ovale Værelse sagde Trump torsdag, at Meloni er "en meget speciel person".

Han omtalte hende som en ven, der har taget Europa med storm.

- Jeg synes, at hun gør et fantastisk stykke arbejde i Italien, og vi er alle stolte af hende, sagde Trump.

Ud over toldkrig fik Meloni også drøftet krigen i Ukraine med den amerikanske præsident.

Hun fløj efter besøget i USA tilbage til Italien - tids nok til at tage imod den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, som fredag besøger hende i Rom.

/ritzau/

København, 25/04/2025 - 08:09

Rapper tiltalt for trusler og for besiddelse af våben

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

I begyndelsen af maj skal en dansk rapper for retten. Han kræves idømt en fængselsstraf for trusler og våben.

En dansk rapper er blevet tiltalt for trusler og besiddelse af våben.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i anklageskriftet i sagen.

Ifølge Ekstra Bladet handler truslerne om, at han en marts-morgen sidste år under et skænderi skal have trukket en kniv ud for en legeplads.

Anklagemyndigheden mener, at han truede sin modpart med kniven og brugte den til at punktere dækket på modpartens bil.

Samtidig er han tiltalt for overtrædelse af knivloven ved på offentligt sted uden anerkendelsesværdigt formål at have været besiddelse af den kniv, som han truede den anden person med.

Han skal samme aften i sit hjem have været i besiddelse af en totenschlæger, der er en slags knippel, hvilket betyder, at han er tiltalt for brud på våbenloven.

Ligeledes havde han ifølge anklageskriftet i sit hjem en kastestjerne og to knive med klinger på mere end 12 centimeter.

Ritzau er ligesom Ekstra Bladet bekendt med rapperens identitet. Men han har i sagen fået nedlagt et navneforbud, hvorfor det er forbudt at identificere ham.

Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf til musikeren.

Af retslisten fremgår det, at der skal være tale om en domsmandssag, hvilket viser, at der i hvert fald ikke er tale om en tilståelsessag.

Men hvordan han nærmere stiller sig til tiltalen, er uklart. Hans forsvarer har over for Ekstra Bladet ikke yderligere kommentarer.

Sagen skal for Retten på Frederiksberg 6. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2025 - 08:00

Garvet politiker i Forræder: Man behøver ikke fortælle hele sandheden

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

82-årige Helge Adam Møller, der er tidligere jægersoldat og folketingsmedlem, bruger sin livserfaring i det populære underholdningsprogram "Forræder".

Ingen af de andre Forræder-deltagere kan hamle op med Helge Adam Møller, når det kommer til livserfaring.

Den 82-årige tidligere folketingspolitiker og jægersoldat har prøvet lidt af hvert gennem tiden.

Aktuelt kan man følge ham i TV 2's underholdningsprogram, hvor bedrag og løgn gennemsyrer spillet.

- Jeg opdagede, at der er langt mere troværdighed og sandhed i Folketinget, end der er på Forræder-slottet, siger Helge Adam Møller.

Han har selv en lang politisk karriere bag sig, hvor han fra 1984 til 2011 var medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

- Løgne sker da enkelte gange i politik, men heldigvis ikke så meget som i "Forræder", fortæller han med et grin og fortsætter:

- Jeg har altid holdt mig til sandheden, men indimellem behøver man ikke at fortælle hele sandheden, siger han.

Så hvor han i sit politiske embede mener, at han altid har holdt sig fra at lyve, har en lille løgn i det private liv nogle gange været nødvendig.

- Jeg har tre søstre, og når de indimellem har haft en rædselsfuld frisure og har skullet til en stor fest, så har jeg alligevel sagt: "Hold kæft, det ser godt ud", gengiver han.

- Det er vel en nødløgn, men det er en god nødløgn.

Ud over sin erfaring fra politik har det også været Helge Adam Møllers færdigheder fra fortiden som jægersoldat, der har hjulpet ham i "Forræder".

Det viser sig især i de praktiske udfordringer, der opstår i spillet. Som da seks deltagere i første afsnit er bundet til pæle, mens de andre skal befri deres medspillere.

- Når der bliver sagt: "Gå i gang!", farer de andre rundt som en flok forvirrede høns uden nogen plan, fortæller han.

- Så er det, at jeg råber: "Holdt!" og fordeler opgaverne ud.

Selv om det er mere end 50 år siden, at Helge Adam Møller forlod Jægerkorpset, har det præget hele hans liv.

- Men det forsvinder langsomt. Jeg kan huske, at de første ti år efter at jeg forlod Jægerkorpset, skulle jeg sætte mig i et hjørne, når jeg kom ind i et lokale, siger han og fortsætter:

- Man måtte aldrig have et vindue eller en dør bagfra, fordi det var der, man kunne blive overrasket fra.

Når Helge Adam Møller flyver, sætter han sig stadig på en gangplads, så han kan gribe ind, hvis flyet skulle blive kapret.

Trods de gamle vaner lader han ikke bekymringerne tage over. Alligevel synes han, at det er rart at være forberedt på det værste.

- Det er ligesom, når regeringen nu anbefaler, at vi allesammen skal preppe og have forsyninger liggende til tre dage. Der er maksimalt én procent sandsynlighed for, at der sker noget, men hvis det sker, er det altså meget rart at være forberedt, siger han og konstaterer med et glimt i øjet:

- Derfor har jeg otte flasker champagne og noget kaviar derhjemme, så jeg kan klare mig tre dage.

"Forræder" kan ses hver fredag, hvor der kommer nye afsnit på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/04/2025 - 06:00

FAKTA: Overskydende skat siden 2019

* Tallene viser samlet udbetalt beløb, antal borgere, der skal have penge tilbage, samt gennemsnitligt beløb.

* 2024: 25,4 milliarder kroner, 3,8 millioner borgere, 6621 kroner.

* 2023: 25,7 milliarder kroner, 3,9 millioner borgere, 6585 kroner.

* 2022: 25,5 milliarder kroner, 3,8 millioner borgere, 6600 kroner.

* 2021: 19,9 milliarder kroner, 3,7 millioner borgere, 5435 kroner.

* 2020: 19,5 milliarder kroner, 3,6 millioner borgere, 5422 kroner.

* 2019: 17,4 milliarder kroner, 3,4 millioner borgere, 5179 kroner.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/04/2025 - 06:00

Millioner af danskere får skat tilbage: Derfor betaler vi for meget

Frank May/Ritzau Scanpix

Mange danskere betaler bevidst eller ubevidst for meget i skat. De seneste tre år har den samlede overskydende skat været på over 25 milliarder kroner.

Inden længe får 3,8 millioner danske skatteydere udbetalt i alt 25,4 milliarder kroner i overskydende skat.

Når årsopgørelsen lander hvert år i marts, sidder titusinder i kø til selvbetjening på skat.dk for at se det endelige resultat.

Som regel skal størstedelen af skatteyderne have penge tilbage. Og det er ikke helt tilfældigt, fortæller chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen:

- Danskerne er vilde med at få deres egne penge tilbage på den måde. For mig er det også et tegn på, hvor sund privatøkonomien er i de danske familier, der ikke mangler pengene i det daglige.

Også skatteminister Rasmus Stoklund (S) vurderer, at mange danskere foretrækker at være på den sikre side og betale lidt for meget i skat.

- Men det bedste vil nok være, hvis man har nogenlunde styr på sin forskudsopgørelse og hverken betaler for meget eller for lidt i skat, så man får en korrekt udbetaling af de penge, man skal bruge i løbet af året, siger han.

De seneste år er det samlede beløb, der betales tilbage i overskydende skat, steget meget.

I 2021 blev der udbetalt 19,9 milliarder kroner. Det beløb steg til over 25 milliarder kroner i 2022 og er ikke faldet siden.

Henning Boye Hansen fortæller, at skattesystemet er konstrueret på en måde, der som udgangspunkt udløser overskydende skat.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor så mange danskere får penge tilbage.

- Når vi får vores trækprocent med forskudsopgørelsen i november hvert år, runder systemet automatisk op til nærmeste hele krone, siger han.

- Hvis trækprocenten er 36,1, bliver den rundet op til 37. Det betyder, at vi alle bliver trukket lidt for meget i skat hver måned, siger han.

Men derudover vælger mange selv at betale ekstra i skat for at undgå restskat.

- Der vil være nogle, som venter med at indtaste fradrag, så de i løbet af året tvinger sig selv til at betale mere i skat, siger han.

- En anden metode, jeg kender flere, der gør brug af, er at få lønkontoret på arbejdspladsen til at sætte trækprocenten op fra for eksempel 37 til 39 procent.

Ifølge Henning Boye Hansen er det egentlig en effektiv måde at spare penge op på.

- Jeg tror, mange danskere gør det med udgangspunkt i ordsproget ude af øje, ude af sind, siger han.

- Hvis pengene i stedet løbende kom ind på lønkontoen, ville fristelsen for at bruge dem på noget andet også være større.

De seneste år er der i gennemsnit blevet udbetalt mellem 6000 og 7000 kroner i overskydende skat.

- Det er jo ikke en formue, men er man to, har man lidt ekstra penge til sommerferien, når pengene udbetales i april, siger Henning Boye Hansen.

Det er dog ikke altid en god idé at betale for meget i skat. Det er ofte bedre at prioritere at få betalt en eventuel dyr gæld med høj rente.

- Har man kviklån eller andre dyre lån, er det klart, at det er en dårlig idé at betale for meget i skat, hvis alternativet er, at man kan afdrage gælden hurtigere ved at få pengene udbetalt, siger han.

Også privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer vurderer, at det som regel giver mest mening at betale gæld af hurtigere.

- De renteudgifter, man sparer på den måde, er jo et sikkert afkast - altså en økonomisk gevinst, siger han.

- Har man ikke gæld, kan man afhængig af beløbets størrelse overveje at lægge pengene til side som en økonomisk buffer eller forsøde tilværelsen en smule med restaurantbesøg, wellness eller oplevelser.

Hans overordnede anbefaling er dog, at man skal stræbe efter at betale en så korrekt skat som muligt.

Overskydende skat udbetales i år fra 25. april.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek