Teheran, 03/03/2026 - 05:22
OVERBLIK: De er i spil til at overtage magten efter ayatollah Khamenei
Irans ayatollah Khamenei blev lørdag dræbt. Fem navne er ifølge AP mest sandsynlige til at blive arvtager.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvem kommer til at efterfølge afdøde ayatollah Ali Khamenei på posten som Irans øverste leder?
Det spørgsmål vil ifølge Irans præsident, Masoud Pezeshkian, blive besvaret inden for den nærmeste fremtid, efter at Khamenei lørdag blev dræbt i amerikanske og israelske angreb.
Det er kun anden gang siden den islamiske revolution i 1979, at Iran skal have en ny øverste leder.
Den nye leder udpeges af et såkaldt Ekspertråd, der består af 88 medlemmer. Rådet består af shiitiske gejstlige, der officielt vælges af befolkningen hver ottende år.
Ifølge BBC er det kun de kandidater, der er mest loyale over for den islamiske republik, og som er blevet godkendt af Vogternes Råd, der får lov til at stille op til Ekspertrådet.
Afdøde Ali Khamenei havde stor indflydelse på både Ekspertrådet og Vogternes Råd. Derfor er det usandsynligt, at den næste leder vil adskille sig markant fra sin forgænger, skriver nyhedsbureauet AP.
Her er de fem mest sandsynlige kandidater:
* Mojtaba Khamenei:
56-årige Mojtaba Khamenei er søn af den netop afdøde ayatollah. Han har tætte forbindelser til Irans Revolutionsgarde (IRGC), men har aldrig varetaget et offentligt embede.
Selv om han af mange anses for at være en oplagt efterfølger, har han det problem, at valget af ham vil stride imod det nuværende iranske styres opgør med at lade magten gå i arv, som det var tilfældet under shah-styret.
* Alireza Arafi:
67-årige Alireza Arafi er medlem af Irans midlertidige ledelsesråd. I 2019 udpegede Ali Khamenei ham til medlem af Vogternes Råd, inden han tre år senere blev valgt ind i Ekspertrådet, som har ansvaret for at udpege og føre tilsyn med den øverste leder.
* Hassan Rouhani:
77-årige Hassan Rouhani regnes for at være relativt moderat. Han var Irans præsident fra 2013 til 2021. I 2015 var han med til at indgå den atomaftale med USA, som den amerikanske præsident, Donald Trump, trak USA ud af i 2018.
Rouhani var desuden medlem af Ekspertrådet indtil 2024. Han har tidligere sagt, at han dengang blev udelukket fra at genopstille, hvilket han har kritiseret.
* Hassan Khomeini:
53-årige Hassan Khomeini er det mest fremtrædende barnebarn af den islamiske republiks stifter, ayatollah Khomeini. Han betragtes som mere moderat.
Khomeini har aldrig indtaget et offentligt embede og arbejder i øjeblikket i sin bedstefars mausoleum i Irans hovedstad, Teheran.
* Mohammad Mehdi Mirbagheri:
65-årige Mohammad Mehdi Mirbagheri er medlem af Ekspertrådet. Han betragtes som en hardliner og hård modstander af Vesten.
Mirbagheri er i øjeblikket leder af det islamiske kulturcenter i Qom, der er Irans vigtigste center for islamisk undervisning.
Kilder: AP, BBC, Reuters.
/ritzau/




