København, 06/06/2025 - 19:34
Skoldkoppevacciner granskes efter dødsfald i Polen
Komité skal undersøge skoldkoppevaccine, der bruges i Danmark, for dens risiko for hjernebetændelse.
Af: /ritzau/
To skoldkoppevacciner skal undersøges for deres sammenhæng med hjernebetændelse.
Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er sat i gang af den europæiske bivirkningskomité, PRAC, efter at et barn i Polen mistede livet til en hjernebetændelse.
Barnet var vaccineret med den ene vaccine, Varilrix, der ikke markedsføres i Danmark. Det gør den anden vaccine, Varivax, derimod.
Det fremgår i forvejen af de to skoldkoppevacciner, Varilrix og Varivax, at der i sjældne tilfælde kan være en risiko for hjernebetændelse.
Undersøgelsen skal blandt andet afgøre, om der bør ændres i beskrivelsen på indlægssedlen.
Hjernebetændelse kan også i sjældne tilfælde forekomme ved naturlig skoldkoppeinfektion.
Det siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Line Michan i meddelelsen.
Hun opfordrer til, at man overvejer vaccinationen i samråd med lægen, og ellers reagerer hvis man oplever symptomer på hjernebetændelse.
- Det kan for eksempel være ved udvikling af feber, hovedpine, kvalme og forvirring over en uge efter vaccinationen, siger hun.
Vaccinen indgår ikke i det danske børnevaccinationsprogram, men man kan selv købe vaccinen, der er godkendt både til børn og voksne.
I 2023 blev omtrent 7500 børn i Danmark vaccineret mod skoldkopper.
Skoldkopper er en almindelig børnesygdom, der viser sig ved feber og udslæt, der består af knopper, blærer og skorper over hele kroppen.
/ritzau/