Teheran, 25/05/2026 - 09:51
Iran regner ikke med snarlig aftale med USA
Trump-udmelding skabte lørdag optimisme om Iran-aftale, men siden har udmeldingerne været afdæmpede.
Af: /ritzau/
Der er blevet gjort fremskridt på flere punkter mellem USA og Iran, men en egentlig aftale er ikke nært forestående.
Det siger Esmaeil Baghaei, som er talsperson for det iranske udenrigsministerium, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Baghaei siger, at Iran forhandler om en afslutning på krigen.
Til gengæld forhandles der ikke aktuelt om landets atomprogram.
Han siger videre, at det skaber problemer i forhandlingerne, hvis USA skifter holdning undervejs.
Lørdag skabte det forhåbninger om en snarlig aftale, da USA's præsident, Donald Trump, sagde, at en diplomatisk rammeaftale stort set var forhandlet på plads.
Men søndag var der mere afdæmpede udmeldinger. Her sagde han, at han havde bedt sine forhandlere om ikke at "skynde sig".
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, sagde mandag morgen dansk tid under et besøg i Indien, at USA enten kommer til at indgå en god aftale med Iran eller "ordne det på en anden måde".
Krigen brød ud, da USA og Israel angreb Iran den 28. februar, og Iran svarede igen med missil- og droneangreb på tværs af regionen. USA og Iran indgik den 8. april en våbenhvile.
/ritzau/




