Strasbourg, 24/05/2025 - 19:06
Europaråd advarer mod svækkelse af konvention efter brev fra EU-lande
Domstol går alt for langt i sin fortolkning af menneskerettighedskonventionen, mener blandt andet Danmark.
Af: /ritzau/
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal ikke gøres svagere, men fortsat være stærk.
Sådan lyder det fra Europarådets generalsekretær, Alain Berset. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at ni EU-lande - anført af Danmark og Italien - har underskrevet et åbent brev, som handler om, at det bør være nemmere at udvise flere kriminelle udlændinge.
Modtageren er ikke nogen konkret. Men budskabet er, at eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beskytter de forkerte mennesker. Domstolen går alt for langt i sin fortolkning af menneskerettighedskonventionen, lyder det.
Brevet blev offentliggjort torsdag.
To dage senere siger Alain Berset:
- Når vi møder nutidens komplekse udfordringer, er vores opgave ikke at svække konventionen, men at holde den stærk og relevant, siger generalsekretæren.
Europarådet har 46 medlemmer og er ikke en del af EU, ligesom flere af dets medlemmer heller ikke er det.
Det er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der skal sikre, at Europarådets medlemsstater overholder deres forpligtelser i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
/ritzau/