Odense, 22/05/2026 - 10:27
To mænd er kommet alvorligt til skade i Odense - en mand er anholdt
En mand i 30'erne fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Odense efter overfald torsdag.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fyns Politi var torsdag aften til stede i Havnegade i Odense, hvor to mænd var kommet alvorligt til skade.
De to mænd blev kørt til behandling på Odense Universitetshospital (OUH), mens en mand i begyndelsen af 30'erne blev anholdt i forbindelse med sagen.
Klokken 20.30 torsdag lød meldingen fra vagtchef ved Fyns Politi Johni Müller, at mændene var uden for livsfare.
- Vi får en anmeldelse om personfarlig kriminalitet, der er sket i en lejlighed heroppe, fortalte indsatsleder Mads Poulstrup fra Fyns Politi til fyens.dk, ligesom politikredsen bekræftede det over for Ritzau.
Anmeldelsen indløb klokken 17.17 torsdag eftermiddag.
Pårørende til de tilskadekomne mænd var omkring klokken 19.00 endnu ikke underrettet. Det skrev politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.
Politiet mener ikke umiddelbart, at hændelsen er banderelateret.
Manden i 30'erne bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense fredag klokken 13.00.
Han er sigtet for grov vold. Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.
De forurettede er i begyndelsen af 40'erne.
Fyens.dk skrev torsdag aften, at der var blevet tilkaldt for at undersøge gerningsstedet, og at politiet var til stede ved OUH.
/ritzau/




