Fribourg, 15/05/2026 - 22:44
Tung start koster ishockeylandsholdet dyrt i VM-premiere
Det afbudsramte danske VM-landshold var to mål bagud efter ti minutter mod Tjekkiet og kom aldrig tilbage.
Anthony Anex/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Som forventet blev Tjekkiet for stor en opgave for det danske ishockeylandshold i første kamp ved VM i Schweiz.
Danmark tabte 1-4 efter en ujævn indsats, hvor spillerne må ærgre sig over, at de var 20 minutter om at finde noget, der lignede VM-niveau.
Med Sverige og Canada som næste modstandere kan det meget vel blive en VM-start ligesom i Herning sidste år, hvor Danmark kom ud af de første tre kampe med nul point og nogle heftige øretæver.
Dengang ændrede stemningen sig som bekendt radikalt senere i turneringen, og derfor er der heller ingen grund til at være overdrevet bekymret over fredagens nederlag.
Tjekkerne var storfavoritter på forhånd, og det er på sin vis forståeligt, at et afbudsramt og rekonstrueret dansk hold med en håndfuld VM-debutanter ikke omgående fandt hinanden og den nødvendige fart i skøjterne.
Tempoet var især et stort problem i første periode. De danske spillere kom konstant for sent, tabte næsten alle nærkampe og kunne slet ikke sætte sig igennem i den vigtige midtzone.
Først fra anden periodes begyndelse kom der fart i både tanke og handling. Men da var danskerne allerede to mål bagud efter to tjekkiske mål inden for 70 sekunder midt i første periode.
Det første faldt, netop som Danmark med fornemt undertalsspil havde overstået fire udvisningsminutter. Pucken blev smidt væk i et opspil, og den slags er tjekkerne mestre i at straffe.
Malte Setkov kom på mellemhånd, så Dominik Kubalik fik frit løb og udplacerede Mads Søgaard i målet.
Kort efter fik Jesper Jensen Aabo ikke sendt en løs puck ud af farezonen, og Daniel Vozenilek udnyttede den tilfældige chance til at fordoble favoritternes føring.
Skudstatistikken på 12-1 fortalte alt om en første periode til glemmebogen. Det kunne kun blive bedre, og det blev det da også.
Fra anden periodes start var intensiteten større, spillet med pucken langt mere præcist, og endelig fik danskerne udfordret den tjekkiske målmand.
Nick Olesen burde have reduceret i helt fri position i powerplay, og Mathias From var tæt på i flere soloaktioner.
I målet gjorde Mads Søgaard det udmærket i sin officielle VM-debut. Hans store krop fyldte godt i det lille bur, og han skal ikke tage skylden for de tre mål.
Han var uheldig fem minutter inde i slutperioden, hvor han afværgede en stor tjekkisk chance, men gav en returpuck til superveteranen Roman Cervenka, der afgjorde kampen.
Mikkel Aagaard reducerede i powerplay to minutter før tid, og Søgaard blev erstattet af en ekstra markspiller i slutfasen.
Men satsningen gav intet udbytte og endte i stedet, som den slags ofte gør: Modstanderen erobrer pucken og scorer i tomt mål.
De mange tjekkiske fans kunne svinge med tørklæderne og skråle deres hockeysange, mens deres helte på isen gjorde et professionelt stykke arbejde færdigt.
For de mest garvede på det danske hold kommer premierekampen ved VM 2026 næppe til at leve længe i erindringen.
Men for Kasper Larsen, Daniel Baastrup, Oliver Kjær, Malte Setkov, Jacob Schmidt-Svejstrup og Mads Søgaard blev det den kamp, der officielt gjorde dem til VM-spillere.
/ritzau/




