Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Glostrup, 02/08/2023 - 15:08

Risikoen for flugt holder brite bag tremmer i udbyttesag

Retten i Glostrup frygter, at brite vil flygte for at undgå retssag om milliardsvindel med udbytteskat.

Af: /ritzau/

Trods krav om løsladelse skal den 52-årige brite Anthony Mark Patterson fortsat opholde sig i en celle i Vestre Fængsel, fastslår Retten i Glostrup onsdag.

Patterson er tiltalt for medvirken til milliardsvindel mod den danske statskasse i den såkaldte udbytteskattesag. Den hovedtiltalte i sagen er en anden brite, 52-årige Sanjay Shah. Han sidder fængslet i De Forenede Arabiske Emirater og afventer udlevering til Danmark.

Via en videoforbindelse fra Vestre Fængsel deltog Patterson og hans advokat Martin Simonsen i retsmødet. Sagens anklagere, Dennis Bæckmann Rasmussen og Marie Tullin, var med på en anden forbindelse fra deres kontor hos National enhed for Særlig Kriminalitet.

Anthony Mark Patterson blev udleveret til Danmark fra Storbritannien i begyndelsen af juli efter i en periode at have været efterlyst internationalt. Ved et retsmøde 5. juli blev han varetægtsfængslet.

Begrundelsen var, at han på fri fod kunne forventes at flygte for at undgå en retssag i Danmark.

Retssagen mod ham og Sanjay Shah er sat til at begynde 2. oktober.

Anklager Dennis Bæckmann Rasmussen sagde ved onsdagens retsmøde, at der ikke var nogen ændringer i grundlaget for at holde Patterson fængslet, og det synspunkt var dommer Nanna Blach enig i.

- Jeg har vurderet sagen og besluttet, at Anthony Mark Patterson fortsat skal være varetægtsfængslet frem til 30. august, lød det fra dommeren.

Advokat Martin Simonsen oplyste, at hans klient nu vil overveje, om han vil kære rettens kendelse om fængsling til Østre Landsret.

Simonsen havde fremført, at det måtte være tilstrækkeligt at inddrage Pattersons pas og pålægge ham en meldepligt. Samme synspunkt blev gjort gældende ved grundlovsforhøret 5. juli.

- Det er rettens opfattelse, at varetægtsfængslingens øjemed ikke kan opnås med mindre indgribende foranstaltninger, som der blev foreslået af forsvareren, lød det fra Nanna Blach.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek