London, 23/08/2025 - 18:24
Arsenal snupper Palace-profil efter rivalers transferstrid
27-årige Eze så denne sommer ud til at rykke til Tottenham, men rivalerne fra Arsenal løber med underskriften.
David Klein/Reuters
Af: /ritzau/
Arsenal har sikret sig en ny nummer ti, da Premier League-klubben køber den engelske landsholdsspiller Eberechi Eze i Crystal Palace.
Det bekræfter Arsenal på sin hjemmeside.
Den 27-årige offensivspiller har skrevet under på en længerevarende kontrakt med storklubben, oplyser Arsenal.
- Vi er meget glade for at kunne hente Eberechi til Arsenal. Han er en stærk og spændende spiller, der vil give vores angreb en ny dimension, siger Arsenal-cheftræner Mikel Arteta om tilgangen.
Eberechi Eze har i de seneste uger stået i centrum i en større transfersaga mellem Arsenal og ærkerivalerne fra Tottenham.
Thomas Franks Tottenham så længe ud til at skulle hente Crystal Palaces offensive es, men pludselig ville Eze alligevel ikke.
Arsenal var kommet på banen, og det trak mere i Eze, som nu er ny mand i rødt.
En bet for Tottenham og fansene, men holdets nye danske cheftræner, Thomas Frank, gav fredag udtryk for, at den glippede handel ikke ærgrer ham på nogen måde.
- Jeg ønsker ingen spillere, som ikke ønsker at komme til klubben. Det er helt sikkert, lød det fra Frank ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er også ret sikker på, at fansene har det på samme måde. Hvis ikke man ønsker at trække denne fantastiske trøje (Tottenhams, red.) over hovedet, spille for logoet, for klubben og virkelig nyde det, så er der intet problem. For så ønsker vi dem ikke.
I Crystal Palace har Eberechi Eze været en bærende profil i offensiven i flere sæsoner.
I sidste sæson blev det til otte mål og otte oplæg i 34 Premier League-kampe. Eze har dertil 12 kampe for det engelske landshold under bæltet.
/ritzau/