Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kolding, 14/01/2026 - 12:50

Spabad kan have været 63 grader da udviklingshæmmet blev forbrændt

Medarbejder nægter uagtsomt manddrab på beboer på bosted i Kolding, der omkom efter forbrændinger i spabad.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et spabad på et bosted i Kolding kan have været 63 grader varmt, da en beboer brugte det og blev så forbrændt, at han senere døde.

Det forklarer en medarbejder på bostedet onsdag i Retten i Kolding, hvor han er tiltalt for uagtsomt at have forvoldt beboerens død.

Manden, der var ansat som omsorgshjælper, forklarer, at han hjalp den udviklingshæmmede beboer op i badet.

Da beboeren, som ikke havde noget sprog, havde sat sig i badet, begyndte han ifølge medarbejderen at udstøde nogle udefinerbare lyde.

Medarbejderen forklarer, at han efterfølgende stak en hånd i vandet.

Han kunne godt mærke, at vandet var "alt for varmt" og signalerede til beboeren, at han skulle rejse sig.

Men beboeren med Downs syndrom og autisme reagerede ifølge den ansatte ikke umiddelbart.

- Jeg råber: "Op, op". Så rejser han sig, og jeg tager hans hånd og hjælper ham ned på en skammel.

- Jeg kan se, det ikke er godt. Han er helt lyserød fra navlen og ned. Og så er det, jeg panikker, forklarer den tiltalte i retten.

Den 44-årige mand har grå stænk i håret og iført en sort trøje med blå striber.

Omsorgshjælperen anslår, at beboeren var i badet cirka 30 til 45 sekunder, før han kom op.

Herefter ringede medarbejderen til sin leder, der slog alarm.

Det var først herefter, at den ansatte kiggede på et display på spabadet, der viser den aktuelle vandtemperatur:

- Jeg mener, at der stod 63 grader, siger manden i retten.

Han nægter sig skyldig, da han ikke mener, at han kan bebrejdes for ulykken.

Den ansatte har forklaret, at han sikrede sig, at spabadets termostat var sat til 38 grader, da han fyldte vand i det.

Hvorfor vandet ifølge displayet alligevel var betydeligt varmere, ved han ikke.

Men spabadet var ifølge den tiltalte ude af drift i tiden forud for ulykken.

Omsorgshjælperen forklarer, at han tog med lægehelikopteren, da beboeren blev fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling.

- Jeg følte, det var mit ansvar. Det skete på min vagt, siger han med grødet stemme.

Den tiltalte har været hjemsendt fra sit arbejde, siden han blev tiltalt for uagtsomt manddrab.

Anklagemyndigheden kræver manden straffet med en bøde. Men medarbejderen vil frifindes, lyder det fra hans forsvarsadvokat.

Flere vidner skal afgive forklaring i sagen, blandt andre et ekspertvidne fra Teknologisk Institut, som har foretaget en rekonstruktion af hændelsesforløbet.

Sagen ventes afsluttet fredag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek