En cykeltur i København med en lokal eller en vandretur i Alperne med en olympisk atlet. Mulighederne er mange, hvis du vil købe oplevelser gennem en deleøkonomisk platform.
Men du handler ofte med en privatperson, og det betyder, at forbrugerbeskyttelsen som regel er dårligere end ved køb fra en virksomhed, hvis noget skulle gå galt.
Og det bør du være opmærksom på, lyder rådet fra Martin Bruun, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.
- Når man køber noget fra en deleøkonomisk platform, såsom Den Blå Avis eller Airbnb, er det altid vigtigt at finde ud af, om det er selve platformen eller en sælger, man handler med i sidste ende, siger han.
Deleøkonomi er en måde at dele eksempelvis bolig, transport og andet via digitale platforme. Det sker typisk mod betaling.
- Hvis ikke det er den specifikke platform, man handler med, skal det fremgå tydeligt undervejs i købsprocessen. Det er altså ikke tilstrækkeligt, hvis det blot bliver nævnt i aftalevilkårene, siger han.
Også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen råder til, at du finder ud af, om platformen fraskriver sig ethvert ansvar for de ydelser, der bliver tilbudt gennem platformen. Det har nemlig betydning for dine rettigheder og klagemuligheder, hvis du oplever problemer.
Ifølge Martin Bruun er det et grundlæggende princip i Danmark, at eventuelle uklarheder i aftaler skal komme forbrugeren til gode.
Selv om sælgere på de deleøkonomiske platforme på nettet ofte er privatpersoner, kan du også støde på erhvervsdrivende.
Det kan være en virksomhed, der arrangerer ture, hvis du vil købe en oplevelse.
- Så er der forbrugerbeskyttelse, og man kan eksempelvis kræve at få et afslag i prisen, hvis ikke ydelsen har været som forventet, siger han.
- Der kan være situationer, hvor det vil bero på en konkret vurdering, om der er tale om en erhvervsdrivende. Men det vil typisk være tilfældet, hvis sælgeren er momsregistreret og har et CVR-nummer.
Med rejser og oplevelser gælder det helt generelt, at du skal gøre opmærksom på fejl og mangler med det samme, så arrangøren har mulighed for at afhjælpe eventuelle problemer.
- Oplever man, at en guidet tur ikke lever op til det, man har betalt for, er det derfor en god idé at klage med det samme. Det bedste er at tage det op med en guide, mens turen stadig er i gang, siger Martin Bruun.
Han understreger, at der ikke er noget i vejen med at bruge deleøkonomiske platforme.
Men det kan være fornuftigt at være opmærksom på, hvem du handler med, og hvilke rettigheder du så har, hvis noget skulle gå galt.
/ritzau fokus/