Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/04/2026 - 12:34

Anholdt for trusler mod skoler menes ikke at være involveret

Trusler mod skoler i Odense fredag havde navngiven afsender, men vedkommende menes ikke at være involveret.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ti skoler i Odense modtog fredag morgen trusler om bomber og skyderi på mail.

Truslerne var underskrevet af en navngiven person, som politiet anholdt fredag morgen.

Det oplyser Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Men personen mistænkes umiddelbart ikke for at være involveret i truslerne.

Politiet har i stedet en hypotese om, at nogen forsøgte at miskreditere vedkommende, der løslades fredag eftermiddag.

- Vi efterforsker nu videre for at finde rette afsender, lyder det fra Fyns Politi

Fyns Politi er fredag til stede på flere skoler i tryghedsskabende øjemed.

På skolerne fortsætter hverdagen "som altid", lyder det fra Fyns Politi. Politiets vurdering er, at der umiddelbart ikke er fare på færde.

- Der er umiddelbart ingen grund til bekymring, skrev politiet fredag morgen.

TV 2 Fyn har dog fået bekræftet, at i hvert fald Tarup Skole, Aaløkkeskolen og Rosengårdskolen har modtaget trusler.

TV 2 skriver også, at Sanderumskolen har modtaget en trussel.

Mediet er kommet i besiddelse af en besked, der er sendt til forældrene på skolen, hvori det lyder, at der var tale om en bombetrussel.

Politiet oplyser, at forældre trygt kan hente deres børn fra skole fredag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek