Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/03/2025 - 10:51

Bookmakere udpeger største melodigrandprix-favorit i 12 år

Sangen "Hallucination" spås at vinde stort ved lørdagens melodigrandprix, viser bookmakernes vurdering.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Med odds på 1,5 er færøske Sissal storfavorit til at vinde Dansk Melodi Grand Prix.

Det viser Danske Spil, Unibet og Betssons hjemmesider.

- Der er én artist, og så er der alle de andre. Færøske Sissal spås at blæse konkurrenterne af scenen, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

65 procents chance har den færøske sanger for at vinde, lyder vurderingen fra Danske Spil.

Maria Mathea og sangen "Air" er bookmakernes næstbedste bud på en vinder. Hendes odds lyder på 9 hos Danske Spil.

Med Maria Mathea som vinder ville man altså få ni gange sine satsede penge igen.

Sissal stiller op med det bombastiske uptempo-nummer "Hallucination".

- Det er en stærk melodi, som har en god gennemslagskraft. Sissal har en rigtig stærk vokal, især i omkvædet, hvor hun giver den fuld smadder, har grandprixkender Mila Kovalj fra Eurovision-mediet Good Evening Europe sagt forud for aftenens melodigrandprix.

- Vi sender tit de her hyggelige popsange afsted. Men Eurovision er blevet så stort, så jeg tror, vi er nødt til at gøre noget ekstra, lød det.

Ifølge Danske Spil er Sissal den største melodigrandprix-favorit siden Emmelie de Forest i 2013, der optrådte med "Only Teardrops".

Emmelie de Forest bragte Danmark til den første sejr i Eurovision siden Brødrene Olsen i 2000.

Dansk Melodi Grand Prix 2025 sendes live på DR1 og DRTV lørdag 1. marts klokken 20.00.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek