København, 06/06/2025 - 13:20
EU-lande: Fly skal være længere tid forsinket før kompensation
EU-Ministerrådet er enige om ændring af flypassagerers rettigheder. Det skal nu til afstemning i parlament.
Af: /ritzau/
Grænsen for, hvor meget et fly må være forsinket, før en passager kan få udbetalt økonomisk kompensation, er et skridt tættere på at blive forhøjet.
Torsdag blev transportministrene for EU's medlemslande enige om en revision af flypassagerers rettigheder på et møde i EU-Ministerrådet. Det fremgår af en pressemeddelelse på Ministerrådets hjemmeside.
Medlemslandene kunne enes om, at flyrejser på under 3500 kilometer skal være mere end fire timer forsinket, før passageren kan få kompensation. Er rejsen længere end 3500 kilometer, skal forsinkelsen være over seks timer.
I dag kan en passager få kompensation ved en forsinkelse på mere end tre timer.
Før de nye rettigheder, som medlemslandene blev enige om, kan træde i kraft, skal et flertal i Europa-Parlamentet stemme for.
EU-Kommissionen havde foreslået grænser på 5, 9 og 12 timer, hvilket også var det mandat, som transportminister Thomas Danielsen (V) havde med til Bruxelles fra et flertal i Folketinget.
Thomas Danielsen argumentere i februar for, at de nye tidsfrister vil give flyselskaber en "motivation til at komme på vingerne" frem for at aflyse afgange, hvor der er forsinkelse på over tre timer.
I Danmark har Forbrugerrådet Tænk kæmpet imod de længere tidsfrister.
Forbrugerorganisationen ser det som en forringelse af flypassagerers rettigheder og frygter, at det vil føre til længere forsinkelser.
Hos den europæiske forbrugerorganisation BEUC, som samler 45 forbrugerorganisationer -heriblandt Forbrugerrådet Tænk, er der også skepsis.
- Selv om aftalen på papiret forbedrer visse rettigheder - eksempelvis med bedre adgang til information i tilfælde af forstyrrelser, pleje og assistance - repræsenterer den reelt en betydelig tilbagerulning af andre nøgleområder, siger BEUC-generaldirektør Agustin Reyna i en pressemeddelelse og nævner kompensation som et eksempel.
- Forbrugerorganisationer opfordrer derfor Europa-Parlamentets medlemmer til at stå fast og forsvare centrale rettigheder.
/ritzau/