Lima, 03/07/2025 - 07:00
Perus præsident fordobler sin løn midt i vælgerkrise
Økonom mener, at det er et skidt tidspunkt, at Dina Boluarte forhøjer sin løn, da hun står lavt i målinger.
Martin Mejia/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Perus upopulære præsident, Dina Boluarte, har forhøjet sin egen løn til det dobbelte.
Det meddeler den peruanske regering ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den 63-årige præsident vil fremover få et beløb på omkring 10.000 dollar om måneden. Det svarer til 63.500 kroner.
Tidspunktet for lønforhøjelsen undrer økonomen Jorge Gonzáles Izguierdo, efter at en meningsmåling i maj har vist, at kun to procent af peruanerne synes, at Boluarte gør det godt.
Samtidig havde præsidenten i maj afvist forlydender om en mulig lønforhøjelse.
- Det er det værste tidspunkt at annoncere denne nyhed, når hun er så tæt på nul i meningsmålingerne, siger han ifølge AFP til tv-stationen N Television.
Før justeringen af lønnen var Dina Boluarte den af Sydamerikas 12 regeringschefer, der havde den næstlaveste løn. Kun Bolivias præsident fik mindre end Boluarte.
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, tjener lige under to millioner kroner om året. Det fremgår af regeringens hjemmeside. Det svarer til 163.000 kroner om måneden.
Dina Boluarte har i sin præsidentperiode været ramt af flere uheldige sager, efter at hun kom til magten i december 2022.
Sidste år gennemførte politiet en razzia i præsidentens hjem, hvor Boluarte blev beordret til at fremvise en række luksusure, som hun beskyldes for ikke at have registreret som gaver.
Sagen blev i de peruanske medier døbt "Rolexgate".
Præsidenten har dog selv hævdet, at hun har brugt sine egne penge på at købe de dyre ure.
Dina Boluarte har også fået kritik for, at hun tog to ugers fravær for at få foretaget en næseoperation. Præsidenten har afvist, at operationen skyldtes kosmetiske årsager.
Analysebureauet Ipsos foretog i maj en måling, der viste, at kun to procent af peruanerne er tilfredse med præsidenten. Ipsos har aldrig tidligere registreret så lav en opbakning til en politiker på tværs af 90 lande.
/ritzau/AFP