Hillerød, 06/06/2025 - 22:12
Novo vil opsætte kilometerlangt hegn om Hillerød-produktion
Der er ifølge Novo Nordisk et stigende krav fra EU til den fysiske sikkerhed i forhold til medicinproduktion.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Novo Nordisks 1.650.000 kvadratmeter store område i Hillerød er indtil videre åbent for offentligheden.
Men den danske medicinalvirksomhed vil lukke området af med et kilometer langt sikkerhedshegn omkring virksomhedens fabrikker.
Det skriver Novo Nordisk i en kommentar til Sjællandske Nyheder.
- Vi kan bekræfte, at vi planlægger at opsætte et hegn rundt om vores produktionsfaciliteter i Hillerød. Det skyldes blandt andet, at der fra EU er stigende krav til den fysiske sikkerhed i forbindelse med medicinproduktion, skriver Novo til mediet.
Ifølge et notat, som Novo Nordisk har sendt til Arkitektur-, Byplan- og Trafikudvalget i Hillerød Kommune, vil stålhegnet have en højde af 2,4 meter.
Novo Nordisk argumenterer for nødvendigheden af hegnet med, at virksomheden er "forpligtet til at imødegå og sikre mod trusler, både indenlandske og udenlandske, rettet mod kritisk infrastruktur, ansatte og produkter".
Derudover henviser den danske medicinalvirksomhed til udfordringer med tyveri af medicinprodukter, og at der globalt er et stigende antal sager om handel med Novo Nordisks "højrisikoprodukter på det sorte marked".
Ved alle veje ind til området vil Novo etablere porte og bomanlæg, som medarbejdere kan passere.
I svaret til Sjællandske Nyheder understreger Novo, at det værdsætter naboskabet med byens borgere, hvor der vil være mulighed for, at man kan besøge naturområdet ved Favreholm sø fra nord.
Det betyder helt konkret, at det vil være muligt for udefrakommende at komme igennem den østlige del af området.
Her vil Novo etablere rotationslåger, som skal fungere som adgangskontrol for gående og cyklister.
Novos område i Hillerød omfatter blandt andet produktions- og påfyldningsfaciliteter og beskæftiger 4000 ansatte.
Derudover er virksomheden i gang med at bygge et stort laboratoriekompleks, der efter planen skal stå klar i 2027, i samme område.
Laboratorierne skal bruges til at kontrollere kvaliteten af de lægemidler, som Novo Nordisk producerer.
/ritzau/